Nyhed

Bibliotekernes netmusik svigtes af brugerne

Af de 79.000 sange, som bibliotekerne tilbyder til udlån på nettet, downloades der kun 10 procent af, hvad bibliotekerne har købt licens til

Bibliotekernes satsning på udlån af netmusik synes foreløbig at være en overraskende dårlig forretning. Brugerinteressen er ganske enkelt ikke til stede.

Det startede ellers godt, da projektet blev skudt i gang i september i år. Første måned blev der udlånt knap 39.000 sange, men siden er tallet faldet i stedet for at stige, og det ligger nu på kun ca. 24.000 per måned. Til sammenligning bliver der udlånt omkring 30.000 cd’er dagligt, hvilket svarer til godt og vel 460.000 sange. Det vil med andre ord sige, at online-udlånene kun repræsenterer sølle 2 promille af bibliotekernes samlede udlån af musik.

Projektet har ellers udviklet sig ganske efter planen. Hvor der fra starten var 35.000 sange at vælge imellem, er der nu hele 79.000, hvilket er mere end det oprindeligt var forventet, der ville være på dette tidlige tidspunkt. Men da brugerne kun downloader ca. 10 procent af det antal, som bibliotekerne har købt licens til, så rammer det bibliotekerne på pengepungen.


De deltagende biblioteker betaler nemlig et månedligt gebyr til ”Bibliotekernes Netmusik”. Gebyret fastsættes ud fra kommunes størrelse og giver hvert bibliotek ret til bestemte antal downloads om måned. Men i november var der betalt gebyrer til udlån af 208.000 sange, mens det reelle udlånstal blev på kun 28.726, så får bibliotekerne således kun 10 procent af, hvad de har betalt for.

ANNONCE