Wili Jönsson træder formodentlig til som bassist på den kommende turné
(Nedenstående nyhed var en aprilsnar!)
Stig Pedersen har siden 1983 været en del af det hæderkronede danske rockband D-A-D, men nu har manden med den to-strengede bas besluttet sig for at vende sin kreative side i en ny retning. I en pressemeddelelse fortæller Stig, at han længe har overvejet at droppe musikken, men beslutningen blev truffet efter at han havde modtaget en invitation til at gå på designskolen The Fashion Institute of Technology i New York, hvor bl.a. Calvin Klein har studeret.
Som fans af D-A-D vil vide, har Stig i årevis designet kostumer til bandets mange turnéer, og efter et besøg på skolen i efteråret besluttede han sig for at ansøge om optagelse, hvilket nu er faldet på plads. Selvom han først påbegynder sin uddannelse til september, vælger Stig dog allerede nu at trække sig ud af bandet, så D-A-D har mulighed for at køre en ny bassist i stilling til den kommende turné.
I pressemeddelelsen fortæller Stig: "Det har været nogle vildt gode år med Disneyland, men på det seneste har jeg kunnet mærke, at mit hjerte ikke rigtigt længere har været i det. Der er så mange ting, jeg hellere vil lige nu, så selvom det er hårdt, har jeg altså valgt at lægge bassen på hylden i en periode og fokusere på at få en uddannelse".
De resterende medlemmer af D-A-D har endnu ikke kommenteret på Stigs overraskende udmelding. Men folk tæt på bandet fortæller i dag, at Wili Jönsson i øjeblikket er det mest oplagte valg til at erstatte Stig på turnéen, der begynder med et job i Helsinki i juni. Jönsson har netop afsluttet en turné sammen med Peter Sommer og skulle eftersigende være førstevalget, da D-A-D altid har været store fans af Gasolin.
D-A-D udgiver 23. maj deres endnu unavngivne plade, som Stig naturligvis medvirker på, og som nævnt påbegynder de en turné til juni, der bl.a. vil bringe dem forbi dette års Roskilde Festival.