Nyhed

GAFFA november er på gaden

Mød Rasmus Seebach, Magtens Korridorer, Björk og mange flere, og se vinderne af GAFFA Photo Awards

Så er årets elvte GAFFA på gaden. 86 sider sprængfyldt med interviews, features, anmeldelser, nyheder og livekalender.

November måneds hovedhistorie gælder Rasmus Seebach, der er klar med opfølgeren til sit mildt sagt succesfulde debutalbum, der har solgt over 200.000 eksemplarer. Vi har fået en lang snak med Seebach, der blandt andet fortæller om sit syn på sin store succes, sit arbejde med kræftramte børn, og hvorfor han har indspillet en af sin fars sange på sit nye album.

Florence And The Machine har også udgivet toeren oven på en populær debut. Vi har fanget forsanger og sangskriver Florence Welch til en snak om blandt andet shamanistiske seancer i studiet og om at skrive sange med tømmermænd.


Magtens Korridorer er aktuelle med albummet "Imperiet Falder", en plade inspireret af den vestlige verdens forfald. Og hvad gør man så, når de gode tider er forbi?

Justice er ude med albummet "Audio, Disco, Video" og har efter eget udsagn altid været udsat for en vis hype. Læs, hvordan de har det med det.

Ryan Adams har været nede og vende med druk og stoffer og en efter eget udsagn forfærdelig pladekontrakt. Nu har han rejst sig som fugl Fønix med det anmelderroste album "Ashes & Fire".


Björk er aktuel med det ambitiøse album "Biophilia", der både er 10 nye sange og tilhørende apps for iPad og iPhone. Vi har talt med sangerinden, der ser det som sin mission at forene natur, musik og videnskab.

Jonathan Johansson har stor succes som sanger og sangskriver, men arbejder stadig deltids på et værested for hjemløse og hjemløse. Læs interviewet og find ud af hvorfor.

Vinderne af GAFFA Photo Awards er fundet. Se de mange flotte fotos af både professionelle fotografer og talentfulde amatører.


Derudover kan du også møde Kidd, Darkness Falls, Ida Gard, The Migrant og mange andre, ligesom du kan læse om turnéaktuelle Casper Christensen og Frank Hvams forhold til musik i vores serie "Finale". Og Den Gale Pen har mødt bogaktuelle MC Einar – og vil høre, hvorfor han absolut skal udgive en bog, bare fordi han har drukket mange elefantbajere.

Du kan desuden, hvis du er medlem af Klub GAFFA, læse et stort portræt af støjpop-legenderne My Bloody Valentine i anledningen af 20-året for udgivelsen af deres mesterlige svanesang "Loveless". Du kan også læse et stort interview med Sebastian, der er tilbage med sit første studiealbum i 21 år samt en artikel om Pink Floyd, der er aktuelle med både opsamlingsalbum og genudgivelse af hele bagkataloget. Læs mere om tillægget, de mange fordele og konkurrencer hos Klub GAFFA.

Derudover kan du som altid finde masser af nyheder, anmeldelser og omtaler. Så find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig, eller læs bladet online. God fornøjelse med novemberudgaven af GAFFA!


ANNONCE