I forbindelse med, at Joey Moe udgiver albummet ”Fuldmåne” i en udvidet version, slipper han også singlen ”Gadedreng”
"Fuldmåne" er titlen på Joey Moes nyeste studiealbum, der udkom den 4. april. Nu er sangeren klar med en udvidet version af albummet, som har fået titlen "Fuldmåne 2.0", og i den forbindelse udgiver han singlen "Gadedreng", der udkommer den 19. december.
Joey Moe, der er søn af sangerinden Lupe Moe, blev i 2005 signet til Nexus Music. Han debuterede i 2006 med det engelsksprogede r&b/pop-album "MoeTown", hvorefter han begyndte at synge på dansk. Dette resulterede i det platinsælgende nummer "Yo-Yo" samt de efterfølgende singler "Jorden Er Giftig" og "Du En Éner" fra hans andet album "Grib Natten" fra 2010.
I år udkom så "Fuldmåne", der fik tre ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Sohail Hassan, der blandt andet skriver: "Siden han skiftede til dansk, er det gået stærkt fremad for ham. [...] Joey er ikke helt uden sangtalent, og melodiøre har han i hvert fald."
Han har desuden indspillet med musikere som Medina, Burhan G og Nik & Jay, og med "Yo-Yo" høstede han titlen som manden bag Danmarks største klubhit nogensinde med 48 uger på Dancecharten.