Nyhed

Live Nation skal drive københavnsk multiarena

Hovedstaden får en ny multiarena, der efter planerne skal stå klar i 2015 og drives af den internationale koncertarrangør Live Nation

Den multinationale koncertarrangør Live Nation, der oprindeligt er amerikansk, kan nu også kalde sig for driftsoperatør for den kommende københavnske multiarena, der skal stå færdig i 2015, skriver Børsen.dk

Live Nation er den største aktør herhjemme, når det kommer til de store stadion- og arenakoncerter, og nu har Københavns Kommune udpeget koncertkæmpen som den driftsoperatør, der skal stå for den kommende Multiarena, der skal ligge i Ørestad.

"Live Nation er især stærke på musiksiden, og på det område har de været aktive i Danmark i mange år og vil derfor have et stærkere dansk netværk. Det kan være en fordel," siger Fabian Holt, der er lektor på Roskilde Universitet med speciale i musik og events, til Børsen.dk.


Den største udfordring er at finde en fornuftig forretningsmodel, mener Fabian Holt: "Erfaringerne fra andre lande viser, at det er svært at få sådan en multiarena til at løbe rundt. Derfor er det vigtigt at vælge den operatør, der sikrer den bedst mulige økonomi, da kommunen ellers risikerer at stå med en stor regning til skatteborgerne".

Multiarenaen, der endnu ikke har fået et navn, får plads til 15.000 personer og er finansieret af Københavns Kommune og Realdania, der hver smider 325 millioner kr. i projektet. Desuden skal der optages lån for ca. 250-350 millioner kr., som skal afdrages via indtægterne fra driften af arenaen.

ANNONCE