Nyhed

Musikbosser ønsker politikeres hjælp mod pirater

Politikerne skal ind i kampen, hvis piratkopiering skal bekæmpes. Det mener pladeselskabernes brancheorganisation.

Musikbosser verden rundt sender nu et nødråb til politikerne, som bliver nødt til at træde ind i kampen mod piratkopiering, skriver Børsen.

Det er en rapport udarbejdet af IFPI (pladeselskabernes internationale brancheorganisation), der tegner et mørkt billede af musikbranchens fremtid. For selvom markedet i 2011 voksede med 8 procent, og antallet af lande med digitale musikudbydere er fordoblet, så kan branchen ifølge IFPI ikke klare sig uden politikernes hjælp.

Nogle lande har allerede taget drastiske midler i brug i kampen mod den ulovlige piratkopiering. I Frankrig risikerer man eksempelvis at få kappet sin internetforbindelse, hvis man bliver taget tre gange i at piratkopiere. Denne nye sanktion har fået to millioner franskmænd til at stoppe deres ulovlige kopiering.


I Danmark står det lige nu lidt stille med nye tiltag. Inden valget blev det ellers besluttet, at der skulle sendes et brev ud til folk, hvis der blev registreret ulovlig fildeling på internetadressen. Men den lov er nu sparket til hjørnespark, da blandt andre Venstre og SF er bakket ud af aftalen. Det er nu op til den nye kulturminister Uffe Elbæk at skaffe flertal for loven.

ANNONCE