x

Bremen Teater inviterer til Nye Toner#2

Bremen Teater inviterer til Nye Toner#2

Bremen Teaters bestyrelsesformand Simon Kvamm er vært ved denne anden udgave af Nye Toner. Her vil tre danske musikere hver udvælge og præsentere en artist, som de synes fortjener at blive hørt af et større publikum. Derudover lokker Bremen Teater med musikquiz, mad og dj's.

Nye Toner på Bremen Teater er en tilbagevendende begivenhed og fandt sted første gang den 14. og 15. januar 2012 med kuratorerne Søren Huss, Troels Abrahamsen, Fallulah og Tobias Kippenberger, som havde inviteret artisterne Unnamed Unknown, Carlis, Ice Cream Cathedral og Jonas Breum med.

I morgen (den 22. juni) er der gjort klar til anden runde, hvor Simon Kvamm vil byde indenfor til en uformel og hyggelig aften. Det hele bliver skudt i gang med en musikquiz og tilhørende "ikke så små præmier", hvorefter aftenens tre artister bliver præsenteret gennem mindre interviews. De nye toner kan derefter høres til koncerterne og til slut inviteres der til fest med dj's.

De etablerede musikere, som i morgen har fået æren af at udvælge artisterne er rapperen Emil "Orgi-E" Simonsen (Suspekt), Silas Bjerregaard (Turboweekend) og Jacob "Cobber" Binzer (D-A-D). Med sig har de taget følgende artister, som på aftenen skal levere de nye toner:

Where Did Nora Go præsenteret af Jacob Binzer

Schultz and Forever præsenteret af Silas Bjerregaard

Opa Opa Orkestar præsenteret af Emil "Orgi-E" Simonsen

I anledningen af det (forhåbentlig) dejlige sommervejr kommer hele herligheden til at foregå som en delvis gadefest, hvor musikken vil blive akkompagneret af grillmad tilberedt af tv-kokken Gorm Wisweh. 

Dørene bliver slået op klokken 17.30 på Simon Spies' gamle teater på Vesterbro, og der er gratis adgang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA