47-årige Mike Scaccia ramt af et hjertetilfælde under koncert i Texas i weekenden
I 2011 vendte amerikanske Ministry tilbage efter tre års pause, og i foråret 2012 udkom så albummet Relapse, som blev efterfulgt af koncertaktivitet, der også bragte industrialbandet forbi årets Nibe Festival.
I den forløbne weekend blev bandet imidlertid ramt af en pludselig tragedie, idet gruppens guitarist Mike Scaccia faldt om på scenen i Fort Worth, Texas, og efterfølgende blev erklæret død på et lokalt hospital.
Mike Scaccia optrådte i den texanske provinsby i lørdags (22. december, red.) som led i fejringen af Rigor Mortis-kollegaen Bruce Corbitts halvtreds års fødselsdag, da han pludselig faldt om. Et ligsyn har fastslået dødsårsagen som et hjertetilfælde forårsaget af en hjertesygdom.
Scaccia, som var født i sommeren 1965, dannede thrash metal-bandet Rigor Mortis i 1983. I 1989 blev han inviteret med i Ministry af forsanger Al Jourgensen, og medvirkede på gruppens studiealbum fra og med succesalbummet Psalm 69: The Way to Succeed & the Way to Suck Eggs.
"Mikey var ikke alene den bedste guitarist i rockhistorien; han var også en nær, nær del af vores familie - og jeg har lige mistet en stor luns af mit hjerte i dag", skrev Al Jourgensen på Ministrys Facebook-side efter weekendens dødsfald.
Han fortsatte: "Et liv uden Mikey er som appelsinjuice uden frugtkød - intetsigende på en eller anden måde. Jeg har ikke ord til udtrykke, hvad den her fyr betød for mig, min familie, min karriere....alting".