x

Google lancerer konkurrent til Spotify og WiMP

Google lancerer konkurrent til Spotify og WiMP

Som vi tidligere har skrevet om på GAFFA, har Google længe haft en ny musiktjeneste i ærmet, eller rettere en udvidelse af den allerede eksisterende Google Play Music-tjeneste. 

Den er nu blevet præsenteret på it-gigantens udviklerkonference Google I/O i San Francisco. Og den leverer et seriøst byd på konkurrence til kendte streamingtjenester som Spotify og WiMP.

Den nye tjeneste har fået navnet All Access og kombinerer kort sagt streamingtjenesternes funktion med iTunes' købe-funktion plus en cloud-tjeneste til lagring i "skyen". Den samler med andre ord en stribe funktioner i én enkelt app.

All Access er altså en musikbutik, der sælger musik stykvis, samtidig med at du kan uploade dine eksisterende musiksamling i skyen, hvorfra du så kan hente og streame din musik ned til eksempelvis din smartphone. Det ret smart for folk med en stor mp3-samling. Derudover er det en regulær streamingtjeneste a la Spotify og en radiotjeneste, hvor du kan opdage ny musik. 

Sidstnævnte kender man allerede fra den amerikanske radiotjeneste Pandora, og i Danmark har både Spotify og WiMP da også lignende artistbaserede funktioner. Forskellen er bare, at hos All Access kan du nu også vælge at købe musikken og gemme den for evig tid – også selvom du ikke længere er abonnent på tjenesterne. 

Slutteligt fungerer All Access både på Android-mobiler og på laptoppen via en webbrowser. Du skal altså ikke downloade en klient, som streamingtjenesterne og iTunes som regel kræver (Spotify beta-tester dog lige nu en udgave, der kan køre i en webbrowser.)

Og prisen? 10 dollar eller rundt regnet 60 danske kroner om måneden. Lige nu er tjenesten dog kun lanceret i USA, men Google lover, at de i den kommende tid vil lancere All Access i en hel del flere lande. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA