Nyhed

Spleen United: Vi stopper ikke

Sanger Bjarke Niemann præciserer gruppens fremtid efter sidste fredags kaotiske NorthSide-koncert

Sidste fredag gav Spleen United en noget kaotisk koncert på NorthSide. Koncerten vakte en del undren blandt både fans og anmeldere, dels fordi sanger Bjarke Niemann under koncerten sagde, at det var gruppens sidste koncert i lang tid, dels fordi bandmedlemmerne virkede sure på hinanden og sluttede koncerten med at skubbe til deres instrumenter, så scenen endte som et syndigt rod af væltede og delvis ødelagte instrumenter (billedet).

GAFFA har forsøgt at få en kommentar fra bandet for at høre nærmere til gruppens fremtid. Gruppen har ingen kommentarer til pressen, men nu har sanger og sangskriver Bjarke Niemann skrevet en opdatering på gruppens Facebook-profil. Her skriver han følgende:

"Nu, hvor røgen fra sidste weekend har lagt sig, vil jeg lige opdatere jer, der følger os. Først og fremmest: Spleen United holder ikke pause på ubestemt tid.
Som jeg sagde ved koncerten i fredags, kan jeg ikke sige, hvornår vi spiller live igen. Vi har vist fået et bud fra en russisk rigmand, men hvis ikke han virkelig svinger med dadlerne, kan der gå lang tid. Jeg har skrevet en bunke nye sange, som slet ikke kan forenes med vores nuværende udtryk, så derfor har vi lige nu kun lyst til at arbejde med dem og ikke noget andet."


Bjarke Niemann fortsætter:

"Efter en ret baldret og uforløst koncert på NorthSide kan jeg godt forstå, hvis nogle har draget deres egne konklusioner. Jeg lossede til mine instrumenter og forlod scenen før tid i vrede. Interne spændinger et cetera var alt sammen en del af pakken i fredags. Men sådan kan det gå en gang imellem. Jeg håber, at I, der var til stede forstår, at det ikke handlede om os mod jer, men nærmere os mod os selv. En slags sammenbrud. Når det er sagt, vil jeg hellere være i et band, hvor tingene skvulper over engang imellem, end det modsatte. Heldigvis var det kun technomaskinerne, der gik i stykker. Og dem får vi ikke brug for igen lige foreløbig... God sommer."

Spleen United albumdebuterede i 2005 med "Godspeed Into The Mainstream", der i 2008 blev fulgt op af "Neanderthal" og i 2012 af "School of Euphoria". Blandt gruppens største hits kan nævnes "In Peak Fitness Condtion" og "Spleen Utd." fra debuten, "My Tribe" og "Suburbia" fra toeren og "Sunset To Sunset" og "Days Of Thunder" fra "School of Euphoria".

ANNONCE