Nyhed

Arbejdstilsynet: Roskilde-dødsfald i 2011 var ikke selvmord

Det var en ulykke, da en tysk kvinde styrtede i døden, vurderer Arbejdstilsynet

Forleden skrev vi, at politiet i et svar til DR havde ændret sine oplysninger om en tysk kvindes død ved fald fra 26 meters højde fra det såkaldte Tuborg-tårn på Roskilde Festival 2011. Umiddelbart efter dødsfaldet udtalte politiet nemlig, at der efter politiets vurdering var tale om selvmord, mens politiet for nylig har fortalt DR, at man ikke har efterforsket, hvorvidt der var tale om selvmord eller ej og derfor hverken kan be- eller afkræfte det.

Arbejdstilsynet undersøgte efter ulykken Tuborg-tårnet, og nu viser et notat fra Arbejdstilsynet, som tv2.dk har fået aktindsigt i, at tilsynet ikke mener, der er tale om selvmord. Den tyske kvinde, 35-årige Susan Herschel, var ifølge notatet nøgen, da hun kom op til skybaren i tårnet.

"Her går hun ud i barområdet, hvor hun på et tidspunkt løber op ad trappen til VIP-området, hvor der er adgang forbudt. Vagten i baren prøver at stoppe hende, kvinden siger til vagten: 'Ha Ha, du kan ikke fange mig', hvorefter kvinden løber videre op ad trappen til VIP-området. Der forcerer kvinden rækværket og hopper ud på et net, der er udspændt for at hindre genstande i at falde ned fra skybaren. Kvinden hopper et par sekunder på nettet, indtil det går i stykker, og kvinden falder ned," skriver Arbejdstilsynet i notatet og uddyber:


"Nettet var spændt ud på en firkantet ramme bestående af fire lægter. Da Susan Herschel hoppede på nettet, rev hun fire skuer ud og styrtede i døden sammen med den yderste af de fire lægter."

En blodprøve har ifølge politiken.dk vist, at Susan Herschel hverken var påvirket af alkohol eller stoffer.

Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde, vil ikke udtale sig i sagen og henviser til politiet.


Dødsfaldet fandt sted på sidste dag på Roskilde Festival 2011, og siden har Tuborg-tårnet og den tilhørende svævebane ikke været rejst.

ANNONCE