Nyhed

KB har ikke råd til at genopføre KB-Hallen

Kjøbenhavns Boldklub har på grund af underforsikring ikke råd til at genopføre KB-Hallen, som den var

Det er nu snart to år siden, at KB-Hallen brændte, og der er endnu ikke begyndt nogen genopbygning. Forklaringen på dette er, ifølge Politiken, at hallen fire måneder før sin brænd var blevet fredet, men at hallens forsikring ikke var nået at blive ændret sammen med fredningen. KB-Hallen var derfor underforsikret ved sin brand. Kjøbenhavns Boldklub kan kun få udbetalt en forsikringssum på 80 millioner kroner, hvorimod det reelle tal for en genopbygning af hallen, efter fredningen, er nærmere de 250 millioner kroner. 

Kjøbenhavns Boldklubs bestyrelsesformand Niels-Christian Holmstrøm udtaler følgende om den kritiske situation til Politiken: "Det ulykkelige er, at hallen brænder på et tidspunkt, hvor vi ikke er opmærksomme på, at man skal ændre forsikringsbetingelserne, når bygningen er fredet. Jeg var faktisk ikke klar over, at man selv skulle henvende sig til sit forsikringsselskab. Så vi har kun fået den sædvanlige godtgørelse til at genopføre en tilsvarende bygning i tidens materialer. Og det er kun en tredjedel af, hvad det vil koste at renovere KB-Hallen, så fredningsværdierne bevares". 

Med andre ord kræver det altså, at KB-Hallens fredning skal ophæves, hvis hallen igen skal kunne genopbygges, og dette vurderede Kulturstyrelsen da også i sidste uge ville være den bedste løsning for alle parter: "Det er hverken teknisk, sikkerhedsmæssigt eller økonomisk muligt at genoprette skaderne", hvoraf det sidste blandt andet skyldtes forsikringsforholdene. Dog mener Det Særlige Bygningssyn, der rådgiver staten vedrørende bygningsfredning, at KB-Hallen forsat skal være fredet: "Det er meget uheldigt, at KB-Hallen har været underforsikret, men i Det Særlige Bygningssyn skal vi tage stilling til det faglige og ikke det økonomiske. Vi har en enestående bygning, der er en del af vores umistelige kulturarv. Men fordi man mangler nogle penge, vil man gerne vinke farvel til den. Det kunne jo være, at man kunne finde de penge hos nogle fonde," siger formand for Det Særlige Bygningssyn Christoffer Harlang til Politiken.


Som det hentydes ovenfor er det dog ikke kun af økonomiske årsager, at Kulturstyrelsen ønsker at ophæve fredningen, men også af sikkerhedsmæssige årsager. Branden beskadigede KB-Hallens konstruktion i så stort et omfang, at det ikke vil være forsvarligt at genanvende dem. Man vil altså skulle starte helt forfra, hvis der skal genopbygges en ny hal. Som følge deraf mener Kulturstyrelsen ikke, at der bør bibeholdes en fredning for KB-Hallen, idet der i virkeligheden ikke længere vil være noget fysisk tilbage af den gamle nedbrændte hal. 

Kulturstyrelsen har, ifølge Politiken, sendt sit forslag om ophævelse af frednings til høring, og der ventes på en afgørelse.

ANNONCE