Nyhed

DR2-vært går tilbage til musikken

Jakob Illeborg, der nok bedst er kendt som studievært på DR2, springer efter års pause tilbage til musikken

"Tilfældets Gud" er titlen på den nye single fra 42-årige Jakob Illeborg. Manden med to offentlige identiteter. Det kan man vist godt sige uden at fornærme nogen. Illeborg blev kendt i 00'erne med sit band Warwick Avenue, der landede en stor, amerikansk pladekontrakt med Columbia Records. Det globale eventyr gik dog i sig selv, og forsangeren fortsatte som skribent, hvilket lagde op til et unikt karriereskifte. Senere som DR-korrespondent og siden DR2-vært på programmet "DR2 Dagen".

Nu vil han se, om dansksproget pop kan føre ham tilbage til musikkens verden, hvor han kommer fra. Singlen "Tilfældets Gud" handler om at gå for det, man drømmer om – også selvom omverden synes, det er grænseoverskridende.

- Fortælleren vågner op fra en fest med nogle kvabbabelser af en art, fordi han har overtrådt nogle moralske grænser. Men han kan omvendt ikke lade være med at glæde sig over, at han har ladet sig skubbe i en ny retning af det, man kan kalde "Tilfældets Gud", siger Jakob Illeborg.


Sangen er indspillet med hans to gamle legekammerater, Nikolaj Torp og Kristoffer Sonne fra London-tiden, hvor Jakob Illeborg boede under sit første musikalske eventyr.

- Selvom det jo er pæredansk, er der faktisk meget i nummeret, som ikke lyder helt dansk på mig. Noget i vores instrumentering, som jo også er blottet for guitar. Det er et lidt mærkeligt dyr, som ikke prøver at være mere, end det er, men vi blev jo også nogle mærkelige dyr af at bo så længe i London.

Hør sangen på Spotify eller WiMP:

ANNONCE