Nyhed

Officiel fejring af dansk metal for anden gang

Den anden udgave af Danish Metal Awards løber af stablen den 18. november.

2005 var året, hvor den første udgave af Danish Metal Awards (DMeA) – den årlige, officielle hyldest til dansk metal-musik – blev afholdt. I år gentages succesen, og arrangementet finder sted den 18. november i Amager Bio, København, fra kl. 20 til 00. Ceremonien rundes af med et stort afterparty på The Rock i centrum af København "fra kl. 00 til sidste m/k falder".

Til selve award-showet vil der blive uddelt ti statuetter inden for hver sin kategori. For hver kategori vil der være fire nominerede bands, solister eller kreatører. En jury bestående af folk fra musikmiljøet, med speciale i netop de ti forskellige kategorier, vil til efteråret, uafhængigt af idégruppen, nominere og finde vindere i hver kategori. Sidste år vandt århusianske Hatesphere både prisen for det bedste album (The Sickness Within) og, sammen med deres producere, for den bedste produktion.

Idégruppen til DMeA, der står for det overordnede overblik og afviklingen af showet, består af en bred vifte af metalkyndige fra hele landet. Hvilke bands, der vil spille under selve showet, afsløres først senere på året. Sidste år kunne man f.eks. opleve danske As We Fight og Raunchy såvel som de svenske legender Entombed.


Følg med her

ANNONCE