Nyhed

YouTube udfordrer Spotify

YouTube forventes at lancere en betalingstjeneste, hvor mobilbrugere får offline adgang til hele album, videoer og musik uden reklamer

Musikstreamingtjenester er et markant voksende marked, hvor flere og flere virksomheder prøver lykken. På nuværende tidspunkt domineres markedet af Spotify, men den position vil YouTube nu forsøge at udfordre med en ny betalingstjeneste, skriver Billboard.

Det nye tiltag fra YouTube forventes at komme på markedet senere på året og er designet til mobiltelefoner, hvor der både vil være en gratis enhed samt en udvidet enhed. Med sidstnævnte kan brugere mod betaling få adgang til fulde album, som man på nuværende tidspunkt også kan i visse tilfælde på YouTubes eksisterende hjemmeside. Det, der adskiller sig fra hjemmesiden, er muligheden for at lytte til musik offline samt undgå reklamer, som der efterhånden er kommet en del af på YouTube.com.

Selvom rygterne om den nye betalingstjeneste florer i diverse medier, har YouTube endnu ikke ønsket at kommentere planerne yderligere:


"Vi arbejder altid på nye og bedre måder for folk at nyde Youtube på tværs af alle platforme og på at give vores partnere flere muligheder for at nå deres fans," skriver Youtube i en pressemeddelelse.

På trods af den korte udmelding fra YouTube lyder det, at den nye tjeneste vil se dagens lys senere i år sammen med et nyt design af sitets eksisterende mobil-applikation.

YouTube afholder i øvrigt 3. november sit første YouTube Music Awards-show i New York med optrædener fra blandt andre Arcade Fire, Lady Gaga og Eminem.


ANNONCE