Et dj-sæt på en computerfestival blev en tåkrummende oplevelse for alle
Til verdens største computerfestival DreamHack, der bliver afholdt i Jonköping i Sverige, havde en ung håbefuld dj fået muligheden for at spille foran et publikum, der lige skulle strække benene fra computerspillene. Desværre var computerspilsentusiasterne tilsyneladende ikke i humør til at feste, hoppe eller til at række armene i vejret, og for at gøre ondt værre, deltog den unge dj tilmed i en konkurrence.
Der er flere faktorer, der spiller ind i sådan et katastrofalt dj-sæt. Som The Guardian skriver, så er DreamHack en festival, der bryster sig af at være alkohol- og stoffri. Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal være beruset for at kunne nyde en god gedigen omgang EDM, men det kan hjælpe på tolerancen for tunge basrytmer. Den unge dj mangler også de obligatoriske høretelefoner, og som en af dommerne bemærker, så var der også tegn på en af ærgerligste tendenser i dj-miljøet, nemlig et før-mixet sæt eller, som dommeren siger det, "håndfri dj'ing".
Se det uheldige sæt og det utilgivende publikum og dommerpanel her: