Nyhed

Metalsanger hyrede lejemorder til at dræbe sin kone

As I Lay Dying-forsangeren Tim Lambesis risikerer op til ni års fængsel for forsøget

Forsangeren for det Grammy-nominerede amerikanske metalband As I Lay Dying har erklæret sig skyldig i at have forsøgt at hyre en lejemorder, som skulle dræbe hans kone. Imidlertidig viste det sig, at manden, som Tim Lambesis hyrede til jobbet, ikke var lejemorder, og nu, hvor forsangeren har erkendt sig skyldig, risikerer han op til ni års fængsel.

Tim Lambesis' kone ansøgte i 2012 om at blive skilt, fordi Tim angiveligt var blevet besat af styrketræning og tatoveringer og ikke tog sig af deres adopterede børn. Derudover mente Lambesis' kone, at han havde haft mange affærer igennem årene, hvilket fik bægeret til at flyde over for den nu 33-årige musiker. Tim Lambesis kontaktede sin personlige træner for at skaffe en mulig lejemorder. Han fandt frem til en, sagde til vedkommende: "Jeg vil aldrig mere se hende igen" og gav ham 1000 dollar, billeder af konen og koden til parrets lejlighed. Den mulige lejemorder var imidlertid hemmelig agent.

Sagen har kørt siden oktober sidste år, hvor Tim Lambesis tidligere har nægtet sig skyldig, men nu har As I Lay Dying-forsangeren altså indrømmet forsøget, og det lader til, at det Grammy-nominerede band skal se sig om efter en ny forsanger de næste mange år.


Tim Lambesis var medstifter af As I Lay Dying, da de i 2000 så dagens lys i San Diego. Bandet har udgivet seks album, heriblandt "An Ocean Between Us" fra 2007, der nåede nummer otte på Billboards hitliste. Fra dette album blev nummeret "Nothing Left" nomineret til en Grammy for Bedste Metal Performance.

Gruppen var i deres unge år erklærede kristne, men i forbindelse med retssagen har Tim Lambesis udtalt, at han ikke længere er troende.

ANNONCE