Nyhed

Kim Larsen takker nej til ridderkors

Den gamle hankat vil gerne ryge en smøg med dronningen, men ikke have kors og bånd og stjerner på

Kim Larsen er kendt for ikke at bryde sig om offentlige hædersbevisninger. For et par år siden sagde han nej tak til at komme på finansloven som modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, for et lille år siden protesterede han højlydt imod at blive optaget i kulturministeriets officielle kulturkanon, og heller ikke GAFFAs uofficielle ditto var han meget for at blive medlem af. Han takkede da også nej til et interview i den forbindelse. Og nu har den selverklærede gamle hankat så ifølge Århus Stiftstidende takket nej til et ridderkors.

“Da jeg ikke synes, det sømmer sig for en gammel gadedreng og popsanger at føre sig frem med kors og bånd og stjerner, takker jeg pænt nej til ridderkorset,” siger 61-årige Kim Larsen i en pressemeddelelse, som Århus Stiftstidende citerer.

Larsen fortsætter:
“Det kunne ellers have været hyggeligt at ryge en smøg med dronningen inde i privaten – hvis hun ellers må for personalet”, slutter han med slet skjult hilsen til de omsiggribende rygeforbud, som han er en arg modstander af.


Til gengæld må man formode, at Larsen er fuldt tilfreds med folkets kærlighed, som i denne uge – som nævnt her tidligere på dagen – sender hans nye album ”Gammel Hankat” direkte ind på hitlistens førsteplads med et imponerende salg på over 75.000 plader.

Kim Larsens hjemmeside


ANNONCE