Nyhed

Minus til Plus – GAFFAs hot og not

Det tænder redaktionen på, og tænder af på. Blandt andre Jack White og Courtney Love.

Vi er i fuld gang med en ny måned, og derfor skal vi endnu engang se nærmere på, hvad redaktionen er begejstret for for tiden – og hvad der får os til at vende tommelfingeren nedad:

Plus:

+ Billy Corgan har bedt fans om at sammensætte sætlisten til flere kommende koncerter. Fornuftigt skridt fra den notorisk hit-skeptiske Pumpkins-forsanger.


+ Iceage var med på NME's liste over de 100 mest indflydelsesrige bands. Nogensinde. Beatles var ikke med!

+ Miley Cyrus har fået en ny tatovering, og det er en Flaming Lips-tatovering! "Love Yer Brain".

+ Cool line-up hos The Thurston Moore Band, der ud over Thurston selv tæller Debbie Googe (My Bloody Valentine) og Steve Shelley (Sonic Youth).


+ Jack Whites Lazaretto er det bedst sælgende vinylalbum i 20 år. Imponerende for et "dødt" format.

Minus:

- Det mest forudsigelige minus nogensinde, men stadig: For helvede, Pete Doherty. Aflysning… igen! Denne gang på Vanguard Festival.


- Man skal selvfølgelig passe på folk, men alligevel virker Smukfests forbud mod, at kunstnerne stage diver, lige lidt som en festdræber. (De har da også senere udskyldt, red.)

- We knew it couldn't last. Morrissey har igen været ude med riven, og er derfor uden pladeselskab. Igen.

- Flere glemte klips og lydbidder vælter frem i takt med flere søgsmål mod den afdøde King of Pop, Michael Jackson. Lad ham nu hvile i fred.


- 27 millioner. Så mange Nirvana-dollars har Courtney Love (billedet) efter eget udsagn blæst af, siden Kurt Cobain døde. Sikkert brugt på sunde og fornuftige ting.

ANNONCE