x

Tom DeLonge opfordres til definitivt at forlade Blink-182

Tom DeLonge opfordres til definitivt at forlade Blink-182

Om godt to uger skal Blink-182 optræde med deres første show uden den mangeårige guitarist Tom DeLonge til Musink Festival i Orange County, Californien. I stedet for Tom DeLonge på guitar spiller Matt Skiba fra Alkaline Trio.

Selvom Tom DeLonges afløser allerede er fundet, har DeLonge endnu ikke endeligt meldt sin exit fra punkbandet Blink-182.

"Det rigtige at gøre for ham er bare at mande sig op og forlade bandet, i stedet for at fortælle folk, at han ikke vil gå, og bare være reel overfor fansene. Jeg tror også, at det vil give ham en god afslutning, så han kan lave det, han virkelig brænder for", fortæller trommeslager Travis Barker til Alternative Nation.

"Jeg elsker at spille, lytte til og alt omkring punkrock. Det har ændret mit liv. Jeg tror ikke, Tom kan lide punkmusik, og jeg tror bare, det var en fase for ham", fortsætter Barker.

Det er ikke første gang, at Tom DeLonge nedprioriterer Blink-182, men nu tredje gang at han vælger punkbandet fra til fordel for sin familie og sine egne projekter. Tom DeLonge er lige nu klar med sit soloalbum "To the Stars… Demons, Odds and Ends". Læs mere om DeLonges soloprojekt her.

De to resterende bandmedlemmer i Blink-182, bassist Mark Hoppus og Travis Barker, har tidligere beskyldt guitarist og sanger Tom DeLonge for at være "respektløs" og "utaknemmelig", men Tom DeLonge forsvarede sig efterfølgende og offentliggjorde et åbent brev på Facebook til sine fans, hvori han forklarede sin side af sagen.

Oven på alle stridighederne bandmedlemmerne imellem kan man se tilbage på deres største hit "All The Small Things" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA