x

Anne Linnet – Hele historien, del 1 af 2

Anne Linnet – Hele historien, del 1 af 2

I anledning af Anne Linnets nye album, "Alle Mine Drømme Til Dig", der udkommer 27. april, bringer vi dette store portrætinterview med hende. Læs anden og sidste del søndag.

Et levende lægehjem med klaver

– Jeg tror, jeg begyndte at lave musik, da jeg var tre år gammel. Min mor var meget musikalsk og meget levende, hvor min far var mere rolig. Hun havde malet klaveret blåt, det var bare lidt sjovere. De fik fire børn og fik senere en tibetansk dreng. Men de var meget moderne i forhold til samtiden, der var fuld ligestilling hos os, og alt blev diskuteret. Min far var læge, og min mor tandlæge, det var heller ikke helt almindeligt. Jeg voksede op i et varmt hjem i Aarhus, hvor der var meget musik. Både min mor og min mormor var pianister, og min mormor tog mig tit med i kirke, fra jeg var helt lille, og jeg blev meget fascineret af salmerne og orgelet, mere end præsten.

– Så jeg lærte tidligt Kingo, Brorson og kunne alle de vidunderlige salmer udenad fra barnsben, og når vi så kom hjem, sad vi og sang og spillede dem sammen. For mig var det helt og aldeles lystbetonet. Så opfandt jeg mit eget lille nodesystem, som jeg skrev ned i et kladdehæfte. Det var det, jeg brugte de blanke sider i salmebogen i skolen til. Allerede dengang kunne jeg høre strygerarrangementer, det har været i første klasse. Min mor spillede tit, da jeg kom hjem fra skole, og det gør noget ved et barn.

Nøgne piger i frokostpausen

– Så havde jeg to ældre brødre, som for alvor markerede sig i 60'erne, og vi mærkede faktisk summer of love og hippie-tiden helt oppe i Aarhus. Jeg forelskede mig i en franskmand, som gik på Sorbonne, hvor der var et kæmpe studenteroprør. Han kom i vores hjem gennem nogle år, Han var ikke musiker, men uddannede sig efterfølgende som skuespiller, og jeg har kontakt til ham den dag i dag. Ham mødte jeg allerede som 15-årig, og det var lige i den tid, hvor man begyndte at ryge hash, chille og dyrke flower power. Vi havde et stort hus og en meget stor græsplæne, så der lå en masse unge mennesker og gav den rigeligt gas.

– Mine forældre var åbne, men syntes, man skulle passe på med hashen. Men de respekterede os, men min far synes, at det var lige voldsomt nok, når kom hjem i sin frokostpause fra hospitalet, og der løb nøgne kvinder rundt i huset. "Kan de ikke bare tage lidt tøj på?" kan jeg huske, han sagde. Der skete mange ting, min bror var i Indien og sendte en masse hash hjem til venner i et Buddha-hoved. Det var det farverige hjem, jeg voksede op i. Vi diskuterede tingene, og man blev respekteret. Da jeg var 14-15 år gammel, spillede jeg jobs med en pige, der hed Kitty, hvor vi begge skrev sange og lavede cover-numre af Caroline King. Vi spillede til byfester, og drengene kom og drak øl og ville have os med hjem bagefter

Holger Laumann

– På Dronningens fødselsdag, da jeg var 17, kom jeg gående i shorts og skulle til tennis. Jeg gik i gennem Åbyhøj og skulle over en vej. Så kommer der en mand gående imod mig med langt krøllet hår. Vi når lige at kigge på hinanden, men går videre, men fordi jeg vender mig så meget om, skvatter jeg over kantstenen. Han vender sig så sjovt nok også om for at kigge efter mig, og går med panden direkte ind i en flagstang. Vi står på hver vores side af gaden og holder os på knæ og pande og kommer selvfølgelig til at grine, men går hver til sit. Jeg vidste, han var musiker, var sikker på, at det måtte være ham, der var lærer i Brabrand, og jeg fandt ud af, at der var et sted, han spillede med Peter Petersens Big Band hver torsdag. Jeg tog derind, han spottede mig lige med det samme. Vi snakkede sammen i pausen, og fra det øjeblik blev det bare os to. Så blev Jean Paul en god ven i Paris.

– Vi fik to børn, var gift i 14 år og havde tæt kontakt, til han døde i 2008. Nå, men efterhånden går det op for Holger, at jeg spiller musik. Han var altid god til at give folk selvtillid. Han spillede i et band, der hed Tears, hvor forsangeren Allan Mortensen skulle flytte til København. De spørger, om jeg vil være med, jeg siger ja, og vi spiller. Holger købte en lang kjole til mig – det var ikke lige mig – men jeg tog den på. Det var en mærkelig oplevelse, for alle vennerne var der for at høre, om man kunne synge. Det var noget andet end at spille til byfester. Men bandet spillede super godt, det var en fornøjelse. I starten sang jeg cover-versioner at Joni Mitchell, og Dianne Warvick og Dianna Ross. I virkeligheden er det Motown, jeg allerbedst kan lide, Supremes, Marvin Gaye, der er mange. Men så spurgte de, om vi ikke skulle prøve at spille nogle af mine ting. Det gjorde vi så, og det kom der albummet Sweet Thing (Anne Linnet & Tears, red.) ud af i 1973 – med engelske tekster. Jeg skrev faktisk forlagskontrakt med Wilhelm Hansen allerede, da jeg var 17 år gammel.

Kvindeskæbner i 70'erne

– Når man så piger dengang, var det som forsangere i lange kjoler eller som kor, nærmest aldrig som musikere. Men jeg fandt to piger, som sang rigtig godt. Den ene var Astrid (Elbek, red.). Min storebror havde mange kærester som ung, og en af dem var Lone (Poulsen, red.), som blev bassist i Shit & Chanel. Så sagde Holger, at han havde haft en elev ude på Brabrand Skole, som sang rigtig godt. Hun hed Lis, og hende syntes han, jeg skulle ringe til. Det gjorde jeg, vi mødtes hos mig og drak te, og endte med at stille gear op og prøvede os frem. Lis startede bag trommerne, men det gik ikke så godt, når hun skulle synge. Så det endte med, at det blev mig og Lis, der sang og spillede guitar i front, Astrid på el-klaveret, Ulla på trommerne og Lone på bas. Så var Shit & Chanel en realitet.

– Jeg tog initiativet, men det blev hurtigt en holdting. Jeg var vant til at spille med drengene, men med pigerne var der en verden til forskel. Drengene gik ikke så meget op i teksterne, jeg ved ikke engang, om de lagde mærke til dem. De var så velfunderede i deres tekniske kunnen, så det vigtigste var at få det til at swinge. Med pigerne, i hvert fald i starten, handlede det om at kunne synce op med hinanden. Jeg var over længere tid begyndt at lave tekster på dansk, som jeg ikke rigtigt syntes passede til Tears og drengene, så dem tog vi så fat i med Shit & Chanel. Fordi det mest var mig leverede sangene, begyndte jeg at skrive om kvindeskæbner. Der var deciderede sange, der havde kvindenavne.

– Mig og en veninde skulle være ræverøde og arbejde på fabrik. Det fik vi så på et sted, der lavede kys (marengs, red.) i røde og hvide. I ren solidaritet med arbejderklassen, men det gik hurtigt i kage. Jeg syntes, det blev lidt kedeligt at lave det samme hele tiden, så jeg sendte alt muligt mærkeligt ned ad samlebåndet. Min veninde skulle stå og pille de kys fra, der ikke var ok, og så lå der en mærkelig figur, en vingummi, et eller andet… Folk begyndte at grine, og det kunne man jo ikke have, så jeg blev fyret fra fabrikken efter to dage. Jeg tror, min veninde Bodil holdt en uge. Men i de få rygepauser af fem minutter, vi havde, kom jeg i snak med damerne på fabrikken. Der var nogle, der udelukkende arbejdede for at have råd til, at deres døtre kunne få fine strutkjoler på, når de gik til konkurrencedans. Det var både trist og smukt. Flot, at de nærmest ofrede deres eget liv for, at deres børn kunne få nogle oplevelser. På den anden side syntes jeg også, at det var et hårdt liv. De kvindeskæbner, vi skrev om i Shit & Chanel, kom mange steder fra.

Kvinders følelsesliv

– Der var ikke rigtigt blevet sunget på dansk, og så var kvinders liv og følelser aldrig blevet beskrevet før. Sebastian var begyndt at komme frem, ellers var det engelsk-sproget, så det med at fokusere på kvinde-følelser/liv/tanker kom frem der. Det var nok derfor, det hurtigt blev så populært. Der var altid stuvende fuldt, når vi skulle spille. Pigerne identificerede sig med ordene. I starten, da vi spillede, stod mændene med armene over kors for at finde ud af, om vi overhovedet kunne spille. Men da den nysgerrighed så havde lagt sig, blev vi kollegaer med musikerne.

Ung mor

– På ret kort tid gik jeg fra at være relativt anonym til et kendt ansigt, men jeg nåede ikke at tænke så meget over det, da jeg allerede blev mor i 1973, hvor jeg fødte Eva Maria. Samtidigt kom jeg ind på konservatoriet. Jeg fik fri den første måned, men efterfølgende gik jeg op til rektor og sagde: "Nu vil jeg gerne begynde", og satte liften med babyen på bordet. Det havde han aldrig set før. De tre første år fik jeg en såkaldt AM (Almen musiklærer), og herefter gik jeg til teori i to et halvt år og læste i fem år i komponistklassen med Per Nørregaard som hovedfagslærer. Jeg gik der i alt i ti år og tog min diplomeksamen i 1985, samtidig med at jeg havde to små børn. Men Holger var god, og vi blev skidegode til at planlægge.

– Det endte med, at vi fik så meget at lave med Shit & Chanel, at Tears måtte køre med en anden end mig, efter at jeg i en periode havde gjort begge dele. Holger var jo også både skolelærer og uddannet oboist. Så nogle gange ringede, de når der var sygdom i obo-gruppen i symfoniorkesteret , og så tog han sit sorte jakkesæt på. Han var en hammerdygtig oboist, selvom saxofonen var hans hovedinstrument. Men vi var gode til at få det til at køre, og fik hjælp af både mine forældre og en god barnepige.

Et borgerligt erhverv

– Selvom jeg har skrevet sange, fra jeg var lille, har jeg nok altid tænkt, at jeg skulle have et borgerligt erhverv. Men det gik gradvist op for mig, at det var musikken, der trak, "men så skal man jo bare blive dygtig og uddanne sig", sagde min far. Men det var lidt hårde odds, for når vi havde været ude at spille, og de andre festede videre, skulle jeg hjem og skrive en større opgave, og så var der ungerne. Jeg havde det superfedt med det, men det krævede sit. Jeg har altid haft det godt med at arbejde meget. Det var mine 70'ere.

– Det fællesskab med kærlighed og varme, der opstod mellem unge mennesker, alle er velkomne, den rummelighed, man dyrkede, den mærkede vi jo rigtigt meget, når vi var ude at spille. Det var en varme mellem folk, og man havde en helt klar følelse af, at folk følte, at de hørte sammen. Man kunne mærke fællesskabet fra publikum på scenen. Der var helt sikkert en følelse af, at man var ved at rykke nogle hegnspæle, og at det var noget, man gjorde sammen. Der var mange unge, der flyttede i kollektiver, og det var også typisk der, man boede, når man var ude at spille. Det var en teatertrup, vi boede hos i Holbæk, det var en varm tid. Det var et godt årti for mig, hvor jeg var meget optaget af at skrive sange og være sammen med Holger og børnene og passe mine studier. En varm, rummelig tid. Vi arbejdede også hårdt, Shit & Chanel udgav mange plader, og vi brugte meget tid på at øve.

Tove Ditlevsen

– En veninde havde købt nogle bøger hos en marskandiser. Jeg gik og rodede i bunken og fandt en bog med et grønt omslag, hvor der stod Kvindesind. på Jeg vidste godt, hvem Tove Ditlevsen var, hun var en af dem, man havde haft i skolen. Men så slog jeg op på et digt, der hed Der Bor En Ung Pige. Jeg læste det og tænkte "hvor pokker kender hun mig fra?" Det er nok det samme, der sker, når folk hører sange, der taler til dem. Der var en klar identifikation. Jeg lånte bogen med hjem, og så begyndte jeg helt af mig selv at sætte musik til digtene fra ende til anden.

– Det sjove var, at kort tid efter blev jeg ringet op af Exlibris/Gyldendal. Nu havde man lavet en indspilning af Pigesind (Tove Ditlevsen, red.) med Lasse & Mathilde, så om jeg ville sætte musik til Kvindesind?Jeg sagde, "vi kan bare gå i studiet med det samme, jeg har lavet dem". Sådan hænger det sammen. Vi gik i studiet, og i samme periode fødte jeg Marcus. Der er masser ting, der er sket i mit liv, hvor det er som om, at det ikke er tilfældigt.

– Men jeg har altid følt mig forbundet med Tove Ditlevsen. Følelser er noget, der har en fællesnævner på tværs af, hvor man kommer af og fra, høj, lav, fra et hjem uden salt til et æg eller med en guldske i munden. Når det kommer til følelser, er den slags småting ophævet. Man bliver banket i bund og løftet af de samme ting, der er en fællesnævner, når det gælder følelseslivet. Tove Ditlevsen har sprog og rytme, hvilket er super vigtigt for mig. Jeg nåede desværre ikke at træffe hende. Jeg havde et møde med hende noteret i kalenderen, men 14 dage forinden blev jeg ringet op af Exlibris, som fortalte, at de havde fundet hende død ude i en skov. Jeg blev så irriteret og ked af det. Jeg tænkte "damn", kunne hun ikke lige have ventet?! Jeg tror, hun var blevet glad og havde følt sig forstået.

– Kvindesind udkom i 1978, og vi spillede en lang turné i 1979, og så sker der det, at min far går hen og dør i en alder af kun 58 år. Det kom ud af den blå luft, som en tyv om natten. Ugen efter skal jeg spille Kvindesind i Tivolis Koncertsal, men jeg bliver slået helt af banen og må lægge alt fra mig. Så man kan sige, at de glade 70'ere fik en brat afslutning.

Anne, Sanne og Lis – Så er der 80'er-fest

Jeg ser Jesus Christ Superstar i Aarhus og tænker "wow", da jeg ser Sanne. Ved siden af Shit & Chanel skrev jeg stadig sange på engelsk. Jeg laver pladen You're Crazy med mig, Lis og Sanne Brüel på vokal og tager på tur efterfølgende. Det blev en dunder succes, og vi blev opfordret til at tage af sted igen. Men på den tur kunne Sanne Brüel ikke være med, så tænkte jeg: "Hende der Sanne Salomonsen, jeg ringer sgu til hende, og hører om hun vil med." Og det ville hun godt, og det endte så med at blive til Anne Linnet Band. Vi begyndte at spille meget i Tyskland.

– Shit & Chanel gik ikke som sådan i opløsning, men vi fik en træls copyrightsag på halsen omkring bandnavnet. Så havde vi spillet sammen i syv år og trængte måske alle sammen til at lave noget andet. Det var fedt med Anne Linnet Band, vi havde hornsektion med Jan Glæsel og Holger Laumann med, vi havde det rigtigt sjovt. På en flyver til New York møder jeg Tina Turners trommeslager, Norman Farrington, og han siger , at jeg bare skal sige til, hvis jeg har brug for ham. Han blev en del af holdet.

Hvad skal fruen dog hedde

– Det var fedt at komme på banen med noget helt anderledes, noget energisk. Vi lavede en plade mere, Cha Cha Cha. Men jeg tror, at efterdønningerne af min fars alt for tidlige død, og at Holger og jeg var ved at gå fra hinanden, ramte mig. Der er i øvrigt en meget sjov historie fra, da vi blev gift i sin tid. Vi gik på rådhuset, blev gift, og på vej ud bliver jeg spurgt af sekretæren om, hvad jeg så vil hedde til efternavn. "Jeg skal bare hedde mit eget navn", sagde jeg. Vi går ud, og jeg kan se, at Holger er ked af det, han vil hellere have, at jeg skal hedde hans navn. Så går jeg tilbage og ændrer det, men lidt senere på vej ned at svalegangen, tænker jeg: "Nej, jeg kan altså ikke hedde Laumann" og går tilbage og ændrer det en gang til. Men så igen ser han simpelthen så ked ud af det, det betød virkelig meget for ham. Så laver jeg det om igen, og ender med at gå frem og tilbage tre gange for at ændre mit officielle navn og ender faktisk med at hedde Linnet Laumann i nogle år.

– I årevis havde kvinderne bare taget mandens navn uden at blinke, men jeg stoppede alligevel op et øjeblik. Men vi kom af en anden tid, og kønsrollerne var åbne. Jeg var sammen med Holger, jeg elskede ham, men var tidligt bevidst om min biseksualitet, Smuk og Dejlig er skrevet til en kvinde. Men det var ikke noget problem mellem os, det lå i tiden. Men bruddet fra ham og min fars død slog benene væk under mig.

Læs anden og sidste del søndag – om blandt andet Marquis de Sade, der udløste blokader på spillestederne, om de kolde 90'ere og det nye album "Alle Mine Drømme Til Dig"

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA