Nyhed

GAFFAs Kulturkanon udkommer i bogform

Redaktionens bud på de 12 bedste danske rockplader nogensinde er på gaden 24. april

GAFFA Forlag er 24. april aktuel med en ny bog – ”GAFFAs Kulturkanon – 12 milepæle i dansk rockhistorie”. Nærmere betegnet taler vi om redaktionens bud på de 12 bedste danske rockplader nogensinde, som gennemgås via indgående interviews med ophavsmændene og disses musikalske hjælpere. Og vi har også været i arkiverne for at finde stribevis af eksklusive fotos fra indspilningerne.

Kulturkanonen blev offentliggjort i GAFFA januar 2006, lige før det officielle musik-kanonudvalg under kulturministeriet fremlagde sine tilsvarende og meget omtalte liste. Og i de følgende 12 måneder blev hver af de 12 plader genstand for hver sit Klub GAFFA-tillæg. Det er disse tillæg, der nu bliver samlet i bogform, blandt andet på opfordring fra en repræsentant fra selveste det officielle musik-kanonudvalg, nemlig den mangeårige musikskribent Torben Bille, der undervejs i serien af Klub GAFFA-tillæg udtalte følgende:

”Jeg håber, I ender med at forevige jeres alternative kanon i en bog. Det er rent ud misundelsesværdigt og fremragende.”


Som sagt, så gjort. Vi på GAFFA har i øvrigt bestræbt os på at sammensætte en liste, der illustrerer en tids- og genremæssig bredde og har skelet positivt til visse pejlemærker, herunder:

• album med danske tekster, som har medvirket til at præge og udvikle det danske sprog
• album med en form for folkelig gennemslagskraft som har sat sit præg på musiklivet og det offentlige rum i øvrigt
• album præget at originalitet og egenart, som ikke er nationale udgaver af for tydelige udenlandske forbilleder
• album som repræsenterer karrierer
• de bedste repræsentanter inden for sin pågældende genre


De 12 album er:
Steppeulvene Hip (1967)
Savage Rose Dødens Triumf (1972)
Kim Larsen Værsgo (1973)
Gasolin Efter Endnu En Dag (1976)
C.V. Jørgensen Storbyens Små Oaser (1977)
Kliché Supertanker (1980)
Lars Hug Kysser Himlen Farvel (1987)
Anne Linnet Jeg Er Jo Lige Her (1988)
TV-2 Nærmest lykkelig (1988)
Sort Sol Glamourpuss (1993)
Kashmir The Good Life (1999)
Nephew USADSB (2004)

Alle udgivelser er rigt illustreret med billedmateriale fra både før og nu, og for alle udgivelser kommenteres hver enkelt sang og de respektive kunstneres karrierer. I forbindelse med samtlige album er centrale musikere, pladeselskabsfolk, managers med videre dybdegående interviewet. Teksten er forfattet af Henrik Tuxen.

Nærmere præcist indeholder ”GAFFAs Kulturkanon – 12 milepæle i dansk rockhistorie” interview med følgende personer, i kronologisk rækkefølge:
Stig Møller, Thomas Djurup, Preben Devantier, Peter Poulsen, Thomas Koppel, Vivi Flindt, Frank Hasselstrøm, Peder Bundgaard, Thomas Grue, Poul Bruun, Franz Beckerlee, Bjarne kamby, Palle Mikkelborg, Ivan Horn, Niels Henriksen, Lars H.U.G, Johnny Voss, Hilmer Hassig, Anne Linnet, Flemming Rasmussen, Steffen Brandt, Lars Top-Galia, Knud Odde, Kasper Eistrup, Jon Schumann, Simon Kvamm og Carsten Heller.

Bogen kan købes i GAFFA Shop for kroner 179,-

ANNONCE