Nyhed

Stor billedserie: Roskilde-portene er åbnet – Camping East

Årets fest er i gang

Lørdag klokken 16 åbnede portene til de forjættede campingpladser på Roskilde Festival, og omkring 50.000 festivalgæster indtog de store campingområder West og East. Se masser af billeder fra åbningen af Camping East i GAFFAs gallerisektion.

Gæsterne har nu adgang til de tre scener Apollo Countdown, Rising og Street City, som byder på musik fra og med søndag til og med tirsdag. Onsdag åbner de øvrige scener, og i alt vil festivalen præsentere cirka 170 bands og solister.

GAFFA tog en snak med nogle af de festivalgængere, der lå forrest i køen.

Kristian Strunge og Alexander Lund, 22 år.


- Vi har ventet siden onsdag eftermiddag, for vi vil gerne have en plads på L43.

Hvad har I lavet i den tid, I har ventet i køen?

- Vi har drukket en masse øl, spillet øldart, og så har vi sovet. Øldart er det samme som ølbowling, men med dartpile i stedet. Når du rammer en øl, skal du drikke den. Det har vi spillet i de sidste tre år, og vi er endnu ikke kommet til skade, så det er jo altid noget.


Hvad har været jeres bedste koncertoplevelser på festivalen?

- Den er svær, men det må være Slipknot eller Metallica.

Hvad ser I mest frem til at opleve i år?


- Arh, det må da være Paul McCartney.. eller Suspekt. 

 

Sofie Lempke, Maria Falkenberg og Sandra Albrecht, 20 år.


Vi har ligget her siden torsdag kl. 16. Det er vores fjerde år på festivalen.

Hvad har I lavet i den tid, I har ventet i køen?

Vi har spillet ølbowling, sovet, hygget os og drukket alt for mange øl.


Hvad har været jeres bedste koncertoplevelser på festivalen?

Major Lazer, og for fem år siden var der L.O.C. Det var også ret fedt!

Hvad ser I mest frem til at opleve i år?


Nicki Minaj, Supekt og Die Antwoord.

 

Kaptajn Hundelort, Tissekongen og Carsten (billedet), 20-22 år.


- Vi har ligget her siden torsdag kl. 12. Vi er ni mennesker i vores lejr, Camp Carsten. Carsten er en af vores venners far. En dejlig herre.. Han er rigtig, rigtig Carsten.

Hvad har I lavet i den tid, I har ventet i køen?

- Vi har drukket en masse øl.. og minto. Vi har også holdt vejfest hos vores naboer, der ligger i køen ved siden af - og så har vi sovet et par timer på liggeunderlag og i soveposer. 


Hvad har været jeres bedste koncertopleverser på festivalen?

- Den bedste koncert, jeg (Carsten, red.) har haft på Roskilde, var da Rihanna spillede forrige år, og jeg sammen med en ven, gik hen til en koncert med King Tuff ved siden af. Det var en lille koncert for alle dem, der boykottede Rihanna. Hun blev simpelthen udkonkurreret - og det hører jo til sjældenhederne, men hun måtte vige pladsen for King Tuff.

Hvad glæder I jer mest til at høre i år?


- Disclosure.. eller Florence and The Machine. Det bliver crazy.

GAFFA dækker vanen tro festivalen intensivt med masser af anmeldelser, billeder, reportager, interviews og tv-indslag i den kommende uge, så hold godt øje med GAFFA.dk.

ANNONCE