Nyhed

Brancheprofil forlader direktør-post hos et af landets største pladeselskaber

Warner Music Denmark står overfor et direktørskifte, når Mikkel Torsting forlader selskabet efter næsten ni år bag roret

I en mail til Kulturmonitor bekræfter Warner Music, at Mikkel Torsting stopper som direktør efter en gensidig beslutning. Mikkel Torsting har - ifølge oplysninger på sin Linkedin-profil - siddet på direktørposten siden 2015, hvor han sideløbende også har været bestyrelsesmedlem i IFPI Danmark, som er musikselskabernes brancheorganisation. Det er endnu uvist, om Mikkel Torsting fortsætter i bestyrelsen, da medlemsposten skal repræsentere de danske afdelinger af internationale selskaber, som i dette tilfælde altså er Warner Music Denmark. 

Warner Music Denmark skriver i en mail til Kulturmonitor, at det er "en gensidig beslutning, som er sket i takt med virksomhedens udvikling", og Mikkel Torsting selv istemmer beskrivelsen om en ny retning hos selskabet:

- Nu ønsker virksomheden en ny profil, og jeg kan bruge den næste tid på at overdrage mine opgaver til mine dygtige kollegaer, skriver Mikkel Torsting til Kulturmonitor.


Warner Music Denmark står bag nogle af landet største artister og eksportsucceser, som blandt andet Christopher, Drew Sycamore, L.O.C. og Alphabeat. Mikkel Torsting er velbevandret i musikbranchen, og har tidligere været bestyrelsesmedlem ved Gramex og bestyrelsesformand for MPO, Musikproducenternes Forvaltningsorganisation.

LÆS OGSÅ: Hvad snakker musikbranchen om lige nu? Få svaret når forening inviterer til gratis musikkonference

 


ANNONCE