Nyhed

BADESØEN FESTIVAL 2023: Løfter sløret for de første navne

I august bliver den sjette udgave af festivalen i Albertslund afholdt

God musik, mad, kolde øl, sol, sommer og et vandland oveni – sådan kan opskriften på den perfekte festival da kun lyde. Og det er faktisk størstedelen af de ting, som Badesøen Festival kan byde på.

Vanen tro vender Albertslund-festivalen tilbage til sommer, hvor den løber af stablen den 5. august i og omkring, hvad de indfødte kalder Vestegnens Mallorca – nemlig det lokale Friluftsbad.

Arrangørerne bag Badesøen Festival kan i dag løftet sløret for de første seks navne, der optræder til næste års badelandsarrangement. Iblandt disse finder man både kunstnere, der skal optræde på én af festivalens to scener og kunstnere som skal optræde gennem det unikke pop-up-format, hvor de dukker op og spiller uannonceret på forskellige steder.

Nærmere betegnet er der tale om AySay, skotske Brìghde Chaimbeul, Ørdop Wolkenscheidt, samt Stella, Visitor Kane og Zaffet El-Amir der optræder som pop-up-kunstnere.

LÆS OGSÅ: BADESØEN FESTIVAL-REPORTAGE: Med den kreative klasse på badeferie

Om bookingerne udtaler Badesøen Festivals booker Simone Perna:


"Vi er utroligt glade for at få AySay på besøg, deres mix af diverse stilarter og kulturer er indbegrebet af Badesøen Festival samt Albertslund generelt. Ørdop Wolkenscheidt er et kæmpe highlight for mig, især fordi det faktisk bliver hans første live-optræden. Det bliver magisk at se hans elektroniske univers udfolde sig ved Badesøen."

GAFFA har flere gang oplevet AySay optræde live. Blandt andet i sommer, hvor trioen spillede på Rising-scenen til Roskilde Festival. Her kvitterede GAFFAs anmelder med fire, flotte stjerner:

”Su Akar” fra debutalbummet af samme navn åbner med folkemusikalsk feststemning og et lækkert basniveau. Rasleægs-synkoper, unikke fraseringsteknikker og sazen tillægger en udenbys-klang af de mere dragende - faktisk så autentisk, at man bør have tjekket det rødbedefarvede pas’ gyldighed inden et AySay-sæt.

Du kan købe billetter til Badesøen Festival anno 2023 lige her. 

LÆS OGSÅ: Grænseløs og feststemt musikalsk perspektivering


ANNONCE