Nyhed

DEBAT: Er alle velkomne i metalmiljøet?

Deltag i debat i Århus, der belyser kvindens position i metalmiljøet

Det er ikke noget nyt, at musikbranchens forskellige fløje i høj grad er mandsdomineret. Det har længe været en realitet, også inden for metalmiljøerne.

I dag er det dog lidt anderledes, da kvinderne har vundet mere indpas i metalmiljøet – og dette aspekt ønsker Aarhus Bibliotekerne i samarbejde med Music City Aarhus 2022 (støttet af FO Aarhus’ debatpulje) at belyse.

Derfor arrangerer de en debat, der omhandler en samtale om køn og musik i metalmiljøerne. Her er fokusset at zoome skarpt ind på kvindens rolle i, hvad der førhen og til dels stadigvæk er et særligt mandsdomineret miljø. Der vil være blandt andet blive stillet spørgsmål som ”Hvordan er det for kvinder og kønsminoriteter at spille i et metalband?”, ”Hvordan er fan- og koncertkulturen?” samt ”Hvem har magten, hvem tjener pengene – og hvordan taler og skriver vi om køn og metal?”.

Samtalen vil foregå mellem et udvalgt panel af markante profiler fra den danske metalscene: Doom-frontsanger Rikke Emilie List fra Koncent, metalcore-trommeslager Sara Gacic fra Ivy Crown, crust/black/thrash-frontsanger Ditte Krøyer fra Vulvatorious samt skribent Cecilie Roos fra metalmagasinet Devilution.

Mai Soon Young Øvlisen, der spiller i postrock/postmetal/experimental-bandet Meejah og har genereret talks på flere festivaler, vil være debattens moderator.

Debatten finder sted den 15. december 2022 klokken 19:00 – 20:30 på Dokk1 i Lille Sal i Århus. Det er gratis at deltage, men det er et krav at bestille en gratis billet, hvilket du kan gøre HER.

LÆS OGSÅ: Deltag i debat om musikjournalistik og sexisme i Aarhus
ANNONCE