Festivalen i Aarhus er klar med flere stærke navne til næste års plakat
Den 28. november annoncerede NorthSide de første ti navne, der skal spille i Eskelunden i Aarhus til sommer. Her blev store navne som The 1975 og Muse offentliggjort.
Nu har festivalen føjet yderligere otte navne til plakaten – og også denne gang er der tale om solide tilføjelser til line-uppet.
Som hovednavn vil NorthSide 2023 få besøg af amerikanske NxWorries. Duoen består af musiker Anderson .Paak og producer Knxwledge, der netop har udgivet deres første fælles single i seks år. De udgav hit-singlen ”Suede” i 2015 og har siden haft succes med deres bløde produktioner, der emmer af soul, jazz og hiphop.
For Tobias Rahim lader det til at blive en travl festivalsommer, og han er netop nu også blevet annonceret til den aarhusianske festival, hvor han vil indtage scenen med de hits, han har opnået stor succes med herhjemme i løbet af de seneste års tid.
Derudover annoncerer NorthSide endnu et dansk navn til festivalplakaten. Det er Gilli, der for fjerde år i streg er kåret til den mest streamede artist på Spotify i Danmark. Han er albumaktuel med hele to album udgivet i år, og i oktober spillede han sin hidtil største koncert i Royal Arena, der høstede flotte anmeldelser.
LÆS OGSÅ: GALLERI: Se de flotteste stemningsfotos fra NorthSide Festival
Endnu et skandinavisk navn er blevet annonceret. Den svenske søster-duo First Aid Kit er albumaktuelle med deres femte udgivelse, og de vil indtage festivalen med flotte vokalharmonier under sommerhimlen.
NorthSide får også besøg af rapperen Jpegmafia fra den amerikanske hiphopundergrund. Han er kendt for at eksperimentere med sine produktioner og for sine hæsblæsende koncerter. Særligt kredser hans musik sig om politiske emner og samfundsproblematikker, herunder sort kunst og kultur samt vestlig appropriation.
Som noget nyt har NorthSide fået en scene for elektronisk musik, Electra, der fik sin debut til forrige festival. Denne gang vil den blive indtaget af den tyske stjerneproducer Purple Disco Machine samt produceren Claptone og den skotske dance-duo LF System.
NorthSide finder sted den 1.–3. juni 2023 i Eskelunden i Århus. Billetsalget af partoutbilletter er i gang, og du kan købe billetter HER.
LÆS OGSÅ: Northside klar med første navne – inklusiv et af de mest efterspurgte
Foreløbigt line-up til NorthSide 2023:
Benjamin Hav & Familien
Cavetown
Caltone
eee gee
First Aid Kit
Gilli
Jehnny Beth
Jpegmafia
LF System
LP
Muse
Nik & Jay
NxWorries feat. Anderson .Paak & Knxwledge
Prisma
Purple Disco Machine
The 1975
Tobias Rahim
White Lies