Den kommende koncert bliver Orms hidtil største danske koncert i eget navn
Det danske black metal-orkester Orm er albumaktuelle med dobbeltalbummet Intet altet, som de udgav den 30. september i år. Og nu er der godt nyt til alle fans, da orkestret netop har annonceret en helt unik koncert næste år, fremgår det af en pressemeddelelse.
Koncertannonceringen er ikke helt almindelig, for det bliver Orms hidtil største danske koncert som hovednavn. Den finder sted i Koncertsalen i DR Koncerthuset den 4. november 2023. Det vil være deres eneste københavnske koncert som hovednavn, og de vil fremføre et helt specielt sæt.
Dette års helt friske albumudgivelse bragte Orm til Lille Vega på udgivelsesdagen, hvor de spillede for en proppet koncertsal. Imens blev albummet tildelt adskillige roser fra både ind- og udland, og snart fulgte en skandinavisk turné, hvilken de netop har afsluttet med to koncerter i Norge.
”At skulle spille vores hidtil største headliner-koncert i Koncertsalen er vi meget stolte og beæret over endelig at kunne dele med jer. Det har altid været en drøm for os at få lov til, og nu sker det!”, fortæller Orm om den kommende koncert og fortsætter:
”Der er højt til loftet og plads til at gøre noget helt unikt og specielt, som kan give os muligheden for at levere noget udover det sædvanlige, som rammer sjæl, krop og hjerte”.
Billetsalget er allerede i gang, og du kan købe billetter HER.
Orm spiller episk og melodisk black metal-musik. Bandet blev dannet i 2015, hvorefter de udgav deres selvbetitlede debutalbum i 2017.
LÆS OGSÅ: Opførelsen af et værk i intime rammer