Nyhed

SMUKFEST 2023: Stort metalband annonceret

Megadeth spiller på festivalen i Skanderborg til sommer

I løbet af november og december er der blevet offentliggjort de første navne, der skal indtage Bøgeskoven under den kommende, udsolgte Smukfest.

Med bands som blandt andre Imagine Dragons og The Minds of 99 har festivalen allerede præsenteret et foreløbigt stærkt line-up, og nu er denne blevet tilføjet endnu et solidt og stort navn.

Det amerikanske thrash-metalband Megadeth er nemlig netop blevet annonceret som det nye navn, der skal pryde festivalplakaten, skriver en pressemeddelelse.


Metalbandet besøgte sidst Danmark i 2020, hvor de indtog Royal Arena. En koncert, der fik tre stjerner af GAFFAs anmelder som opvarmning til hovednavnet Five Finger Death Punch, hvor sidstnævnte blev anmeldt under overskriften Pompøs popmetal uden pondus.

I 1985 udgav Megadeth, med den tidligere Metallica-guitarist Dave Mustaine i front, deres debutalbum Killing Is My Business… And Business Is Good!, hvor de blev udnævnt som nogle af skaberne af subgenren thrash metal. Siden har bandet haft stor succes, og i 2022 udkom deres 16. plade The Sick, the Dying… and the Dead!, hvilket blev anmelderrost fra hele verden.

Smukfest finder sted den 2. – 6. august 2023 og Megadeth spiller om onsdagen.


LÆS OGSÅ: SMUKFEST 2023: Stort dansk navn føjes til plakaten

ANNONCE