Branchefestivalen der hylder den nordiske musikscenes vækstlag giver nu en forsmag på forårets optrædende
Hver december begynder kampagnen, som leder han mod det kommende års Spot Festival, der som vanligt løber af stablen den første weekend i maj.
Forårsfestivalen er nu klar med de første fem navne til programmet. Og denne gang bliver der sat endnu flere billetter til salg, fremgår det af en pressemeddelelse.
”Nedtællingen til Spot 2023 er i fuld gang. Mere end 1100 ansøgninger om at spille på Spot vidner om en voldsom stor dansk produktion af nyere musik indenfor alle genrer og udtryk”, fortæller leder Gunnar K. Madsen i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Spot har kun rammer og kræfter til at præsentere en lille procentdel – men ikke desto mindre glæder vi os som altid til at fylde vores mange gode scener til bristepunktet med et udsnit af det bedste og det nyeste, vi kan finde”.
I den første række af annoncerede acts får festivalen besøg af navne fra både Danmark, Norge og Sverige. Fra den danske musikscene vil artisterne Mekdes, JJ Paulo og stjerneskuddet Giift indtage scener under Spot 2023.
Fra Sverige gæster Hannes, der har flere store hits bag sig, og fra Norge deltager den fremadstormende Kamara.
”Det store forårsmøde mellem publikum, musikken og musiklivets mange nationale og internationale faglige aktører er lige om hjørnet. Vi vil gøre vores bedste for at skabe de bedste rammer for musikken og publikum og glæder os til at være sammen om musikken igen”, uddyber Gunnar K. Madsen om den kommende festival.
Billetsalget til Spot Festival er startet, og du kan købe billetter HER.
LÆS OGSÅ: FOTOSERIE: Se masser af stemningsbilleder fra Spot Festival