Red Hot Chili Peppers lægger vejen forbi Odense i forbindelse med verdensturné næste år
I 2023 er det fyrre år siden, Red Hot Chili Peppers fandt sammen som band og indledte en karriere, som for alvor fik luft under vingerne med albummet Blood Sugar Sex Magik i 1991.
Flea, Anthony Kiedis og kompagni kunne med andre ord roligt læne sig tilbage og nyde royalty-indtægter, legendestatus og fyrre-års-jubilæum. I stedet har de just annonceret, at de tager på verdensturné i 2023 - en turné, som også byder på et besøg herhjemme.
Red Hot Chili Peppers kan nemlig opleves på den fynske festival Tinderbox, som allerede har annonceret en række navne til næste års program - fra Maroon 5 og George Ezra til hjemlige favoritter som Jada, Tobias Rahim, Nik & Jay og Medina.
Red Hot Chili Peppers har udgivet hele to album i 2022, og er kun lige kommer hjem fra en turné, som blev indledt foran 55.000 mennesker i Barcelona i juni. Årets turné var bandets første efter genforeningen med deres gamle bandmakker, guitaristen John Frusciante.
På den netop overståede turné havde Red Hot Chili Peppers medbragt en række markante opvarmningsnavne - fra Haim og The Strokes til St. Vincent - og også på den forestående turné kan man se frem til prominente gæster.
Når bandet til næste år - udover festivaljobs som det danske - besøger en række stadioner i USA og Europa, er det med support acts som Iggy Pop, The Roots og The Mars Volta.
Red Hot Chili Peppers spiller på Tinderbox på festivalens sidste aften, lørdag den 24. juni 2023.
LÆS OGSÅ: Red Hot Chili Peppers sparkede overraskende til vores musikalske smagsløg