Nyhed

Rumlig lyd på vej til Android-smartphones

Fremtidens Android-baserede mobiler lover at give bedre lydoplevelser til både musik og film

I forbindelse med en lancering af ny processor til kommende smartphones baseret på Android har chipproducenten, Qualcomm, afsløret,  at en af de nye funktioner bliver rumlig audio, der samtidig holder øje med hovedets bevægelser.

Rumlig audio, eller Spatial audio, er en 3D-lyd-teknologi, der ønsker at placere dig i midten af lyden, uanset om det er musik eller film du bruger din mobil til – så længe du altså har et headset på.

Teknologien fungerer ved at lave et 360-graders lydlandskab, hvor effekter placeres i, og hvor den rent dynamisk følger dine hovedbevægelser og tilpasser lyden til dem.


Oprindeligt var det Apple, der lancerede rumlig lyd med dynamisk hovedtracking, men nu er den teknologi så på vej til Android-baserede mobiler også.

Det bliver formentlig først i 2023, vi kommer til at se modeller med den nye processor, og dermed også det nye lydformat, men taget i betragtning af, hvor godt den virkede på Apples enheder, bliver det spændende at se den implementeret på Android-enheder også.

Der er dog flere lydmæssige nyheder i den kommende processor. Qualcomm fortæller også, at den næste processor kommer med understøttelse for aptX Lossless, hvilket skulle gøre det muligt at få ægte tabsfri bluetooth-forbindelser ved 16-bit/44.1kHz – altså i CD-kvalitet.


De introducerer også tabsfri forbindelse til Bluetooth Low Energi, hvilket er godt nyt for både lyden og batterilevetiden.

Endelig fortæller Qualcomm, at de også har reduceret forsinkelsen til 48 millisekunder, så forskydningen mellem noget du ser på skærmen og til du hører lyden, stort set er væk.

LÆS OGSÅ: Bassen sendes direkte ind i knoglerne


ANNONCE