Nyhed

Efter kritik: Smukfest skærer i antallet af billetter - og hæver prisen

Salget af partoutbilletter starter om kort tid

Der er som regel rift om billetterne, når den skanderborgeniske festival Smukfest sætter dem til salg.

Som oftest bliver armbåndene revet væk, længe før det endelige lineup er blevet offentliggjort. Hvert år samles tæt på 60.000 glade festivalgængere, hvilket af gode grunde skaber trængsel på festivalpladsen ved den østjyske provinsby.

Det er blot én af grundene til, at arrangørerne bag Smukfest vælger at gå nye veje. De har nemlig blandt andet valgt at skære i antallet af billetter, sådan at de sælger 1000 færre billetter til den kommende festival, end de gjorde i 2022.


Det er en strategi, der er stik modsat arrangørernes oprindelige plan, hvor de havde i sinde at øge antallet af gæster med 2500. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

”Vi havde en fantastisk Smukfest 2022, men nogle havde oplevelsen af, at der var for fyldt på pladsen, hvilket vi selvfølgelig tager meget seriøst, fortæller talsmand for Smukfest, Søren Eskildsen, i samme meddelelse og fortsætter:

”Festivalpladsen har gennemgået en del forandringer siden sidste afvikling i 2019, som både vi og vores gæster skal lære at navigere i, så pladsen bruges allerbedst. Det vil vi fokusere på til den kommende festival.”


LÆS OGSÅ: OVERBLIK: Her er alle GAFFAs anmeldelser fra årets Smukfest

Salget af partoutbilletter til den kommende festival er lige rundt om hjørnet – nærmere betegnet er der tale om tirsdag den 8. november klokken 10:00 – og også her er der tale om en justering.

Hvor antallet af billetter er sænket lidt, er prisen for at deltage til gengæld hævet i forhold til tidligere år. Vil man være med alle dage til næste sommers udgave af Smukfest, skal man således af med 3295 kroner.


"De sidste tre år har bragt meget med sig: Corona, krig i Ukraine, energikrise og høj inflation – dagligdagen er blevet mindre fed og mere usikker, siden vi sidst havde et partoutsalg i december 2019," siger Søren Eskildsen og tilføjer:

"Antidagligdagen er vigtigere end nogensinde, og vi gør derfor vores bedste for at imødekomme den nye situation, vi alle står i." 

Vælger man at købe sin billet på afbetaling, er gebyret mindre, end hvad det har været hidtil. Det er nemlig sat ned til 50 kroner, påpeger pressemeddelelsen i forbindelse med de aktuelle tiltag.


Smukfest bliver afholdt den 2.-6. august 2023, og arrangørerne bag har endnu ikke annonceret nogen af de optrædende.

LÆS OGSÅ: GALLERI: Her er de bedste billeder fra årets Smukfest

ANNONCE