Den skotske sanger kommer næste forår i forbindelse med det andet album
Den 2. marts kommer Lewis Capaldi til Royal Arena i København. Det gør han med albummet Broken By Desire To Be Heavenly Sent, der ruller ud på streamingtjenesterne den 19. maj, og hvor den første single allerede er udgivet, som man kan høre en akustisk version af her.
Albummet er opfølgeren til debutalbummet, som blandt andet indeholder Spotifys femte mest afspillede sang, ”Someone You Loved,” med to en halv milliard afspilninger. Og ifølge sangeren selv finder man samme stemning på de nye sange.
”Jeg vil ikke skabe en ny lyd for mig selv eller genfinde mig selv. Sangene, jeg vil skrive, er emotionelle sange om kærlighed eller tab,” siger han i en pressemeddelelse.
Og Capaldi var ikke den eneste, der annoncerede store nyheder i går.
”Ikke en af dem, der arbejder med mig i baggrunden, tænkte: ”Taylor Swift annoncerer også sin turné, så måske vi bør vente.” Ikke en af dem tænkte det. Så vi annoncerer vores turné samme dag, som Taylor Swift vender tilbage. Meget dårligt planlægning fra vores side,” fortæller Lewis Capaldi i en Instagram-historie.
Han bruger samme kække humor, som var et åndehul fra den melankolske stemning under hans koncert i Forum Black Box, der fik fem ud af seks stjerner af GAFFA.
”Det er cool at turde være så kompromisløs og alvorlig i sin sangskrivning og samtidig turde at drysse så stor en mængde af selvironi og humor henover, at det nærmest sætter det hele på spil – men uden at gøre det,” skrev Nicoline Steen.
Priserne starter fra 300 kroner plus gebyr, og man kan købe billetter fredag den 28. oktober klokken 10.00 via Live Nation og Ticketmaster.