Marvel har nu delt teaseren til noget helt særligt der kommer på fredag
Rygterne har floreret i en måneds tid. Er Super Bowl-optrædenen en trædesten mod noget nyt fra Rihanna? Seneste uge brændte tampen endnu mere, da New York Times’ journalist Kyle Buchanan skrev følgende på Twitter:
”Rygterne flyver rundt, og jeg kan tilføje: Jeg har hørt i flere uger, at Rihanna indspiller afslutnings-sangen til Black Panther: Wakanda Forever. Hvordan følger man op på en klassiker som ”All the Stars” (Kendrick Lamars sang til filmen Black Panther, red.)? Ved at snuppe Rihannas første store sang i flere år.”
Nu tyder alt på, at han har ret. Marvel har netop delt en video med teksten ”Wakanda Forever,” hvor R’et bliver forstørret for til sidst at stå alene med datoen den 28. oktober 2022.
👀 #WakandaForever pic.twitter.com/EPjcFGbzSH
— Marvel Entertainment (@Marvel) October 26, 2022
Ifølge Pop Craves Twitter er det én af to sange til det nye soundtrack, der følger op på Kendrick Lamars bidrag til første film med hits som ”Pray For Me,” ”King’s Dead” og ”All The Stars,” der har over en milliard afspilninger.
Det er første sang fra Rihanna siden albummet Anti, der kom ud i 2016. Men nu sker der altså en masse nye ting. For udover sangene optræder hun også til det legendariske Super Bowl-pauseshow til februar. Det bliver Rihannas første optræden siden hun blev mor til et barn, der har stjernekollegaen A$AP Rocky som far.
Den forestående liveoptræden har også givet anledning til andre rygter. For dagen før Beyonces Super Bowl-optræden i 2016, udgav hun ”Formation” til albummet Lemonade. På samme vis udkom Kendrick Lamars album måneder efter hans bidrag til samlingen af west-coast rap-ikoner, der fyldte den amerikanske fodboldbane sidste år.
Derfor står ét spørgsmålet tilbage: Kommer der snart et nyt album fra Riri?