Nyhed

Ankerstjerne vender tilbage med sang til sine døtre

Rapperen spiller igen i København efter en længere pause

De seneste par år har stået på podcast og X Factor for Ankerstjerne, men fredag den 9. september kom en ny sang i forbindelse med DR-programmet Min Sang til Danmark. Den hedder ”Når lygtepælene tændes,” og den handler om Ankerstjernes to døtre. Nu er den 38-årige klar til igen at give koncert, når han gæster Store Vega den 2. november 2023.

Lars Ankerstjerne har været på den danske musikscene siden det selvbetitlede album fra 2011 med sange som ”Tag hvad du vil,” ”Nattog” og ”Millionær”, men den seneste ep blev udgivet helt tilbage i 2016. Derfor bliver det formentlig en koncert, der står i nostalgiens tegn med store hits.


Tilbage i 2015 anmeldte GAFFAs Jens Dræby koncerten på Dokk5000 i Odense, hvor Ankerstjerne fik fem ud af seks stjerner og blev til ”alt, han kunne være som livemusiker.”

”Det var Ankerstjernes musik, vi fik lov at høre, men det var hans tidligere alter-ego Jinks, der smed rundt med hænderne og bad publikum om at lave larm,” skriver Dræby og fortsætter:

”Dertil kan man også nemt argumentere for, at sangskriveren Lars Ankerstjerne Christensen er Danmarks svar på Pharrell Williams som en popsmed med fingrene i flere af de større radiohits.”


Billetsalget starter i morgen (den 15. september, red.), og billetterne kan købes via ticketmaster til 225 kroner eksklusivt gebyr.

LÆS MERE: Ildsjæl: Ankerstjerne møder Malte Ebert: ”Vi fik et telefonopkald, der var som sendt fra himlen”

ANNONCE