Nyhed

Brutalt drab på rapper kan være udløst af kærestes Instagram-opslag

Internettet kan være et grumt sted

I mandags (den 13. september, red.) blev den 30-årige rapper Pnb Rock fatalt skudt under et røveri, da han med sin kæreste sad og spiste på Roscoe’s House of Chicken & Waffles i det sydlige Los Angeles.

Gerningsmanden er fortsat uidentificeret og på fri fod, og derfor arbejder politiet hårdt på at efterforske drabet. I en artikel fra CNN står der, at politiet mistænker, at en opdatering på kærestens Instagram-profil kan have spillet en rolle i Rocks fatale skæbne:



”Hr. Rakim Allen (Pnb Rocks borgerlige navn, red.) var tilsyneladende på restauranten med sin kæreste eller en veninde, og da de spiste et måltid mad, blev Allen brutalt overfaldet af et individ, som – vi tror – kom til stedet, efter et billede af kunstneren og kvinden, der var med ham, blev delt på de sociale medier”, har politichef Michael Moore udtalt sig i et pressemøde.

PnB Rock var sammen med sin kæreste Stephanie Sibounheuang, da han i mandags blev dræbt. Kort forinden havde Sibounheuang delt et billede af deres måltid på sin Instagram-profil, som dog sidenhen er blevet slettet, hvor hun havde tagget restaurantens nøjagtige lokation. Politiet mener, at det er på grund af netop det opslag, at gerningsmanden har fået nys om parrets placering.  

Politichef Michael Moore har dog også understreget, at rapperens kæreste ikke skal bebrejdes for hans død, og at hun samarbejder med politiet for at finde frem til gerningsmanden.

PnB rock er bedst kendt for sangene ”Everyday We Lit” og ”Selfish”. Derudover har rapperen også arbejdet med kendte kunstnere som Ed Sheeran, Xxxtentacion, Chance the Rapper, Wiz Khalifa og Pop Smoke.


LÆS OGSÅ: Fetty Wap erklæret skyldig i sag om narkohandel


ANNONCE