Veritabel veteran fra den engelske klubscene medvirker på NY forsmag på Oras kommende album
Det er mere end ti år siden, at Rita Ora udgav sit debutalbum Ora - og knap fem år siden, at hun udgav opfølgeren Phoenix. Nu har den engelsk-albanske sangerinde imidlertid offentliggjort, at hun den 14. juli er klar med sit længeventede tredje album, der får titlen You & I.
Annonceringen af det nye album står ikke alene. Onsdag aften (19. april, red.) slap sangerinden nemlig også albummets anden single ”Praising You”, som er lavet i samarbejde med Fatboy Slim. ”Praising You” er en genfortolkning af Fatboy Slims Grammy-nominerede hit af samme navn, der i år har 25-års jubilæum.
Den nye single bibeholder det klassiske klaverstykke og omkvæd, mens Rita foretager sin fortolkning af historien og forvandler det til et EDM-sommerhit. Rita Ora fortæller i en pressemeddelelse om, hvilken stor ære det har været:
- Ikke alene at have fået Normans (Fatboy Slims borgerlige navn, red.) accept, men også faktisk at samarbejde med ham og hylde en så stor sang fra min barndom har virkelig været en surrealistisk oplevelse. Jeg tror, at dette nummer betyder noget meget forskelligt for alle, men fra mit perspektiv handler det om at hylde dem, man elsker, og virkelig fejre de relationer. Jeg er virkelig beæret over at have fået lov til at puste nyt liv ind i denne sang og genintroducere den til en helt ny generation, lyder det fra Rita Ora.
I pressemeddelelsen hedder det endvidere, at det nye album You & I skal tage lytteren med på en rejse gennem de forskellige etaper af Rita Oras forhold. Det er slet og ret en hyldest til, hvordan det føles helt instinktivt og på smukkeste vis at forelske sig i nogen. Rita Ora fortæller yderligere:
- Dette album betyder virkelig meget for mig. Det er nærmest som min dagbog fra seneste år, det er min lyd, og det føles bare så tro mod mig selv og den, som jeg er i dag.
LÆS OGSÅ: ALBUMANMELDELSE AF PHOENIX: Poppens Fønixfugl ender som en glat, lyserød ål