Nyhed

HANS PHILIP SLÅR C.V. JØRGENSEN-REKORD: Ekstra Vega-koncert føjes til den udsolgte turné

Det bliver til i alt seks Hans Philip-koncerter i Vega i løbet af blot ni dage

Hans Philip befinder sig midt i sin udsolgte turné og annoncerer i dag en ekstra, ekstra, ekstra, ekstra, ekstra-koncert i Vega, og den finder allerede sted på tirsdag den 2. maj.  

Indtil videre har Hans Philip, der i 2022 udkom med dobbeltalbummet [α] og [β], givet seks udsolgte koncerter i henholdsvis Aarhus, Odense og København og har fortsat fire udsolgte koncerter til gode over de næste par dage. I dag har han annonceret endnu en koncert i Store Vega i København, hvor han i forvejen skal spille fem udsolgte koncerter.

Oprettelsen af en sjette Vega-koncert betyder også, at Hans Philip, der indtil nu har delt rekorden for antallet af solgte billetter i træk i Vega med C.V. Jørgensen, kan gøre krav på titlen for sig selv.


Hans Philips nye dobbeltalbum modtog hver sin anmeldelse fra GAFFAs anmelder, der mildest talt ikke var begejstret for a-siden; her fandt han, at grænsen til det kedelige konstant blev overskredet. B-siden fik derimod en noget varmere modtagelse med fire ud af seks stjerner:

"Der er lyst og liv på toeren, mens Hans Philip holder fast i sin melankolske omsorg (…) Det er ikke bare fordi, Hans Philip rapper lidt, det er fordi han udforsker og ikke fastlåses i noget nyt, noget gammelt, noget lånt eller noget blåt. Han får det hele med og lader ikke for meget hvile på sin let skuffende vokal. Her er der vind i buskadset, og der bliver rusket lidt med forventningerne, hvilket gør denne plade meget bedre end sin tvilling," lød det fra GAFFAs anmelder.

Den sjette Vega-koncert finder som nævnt allerede sted på tirsdag den 2. maj, og billetsalget til koncerten starter officielt i morgen (28. april) kl. 10 lige her.


LÆS OGSÅ KONCERTANMELDELSEN: Forevigt selv tak, Hans Philip

 

ANNONCE