Nyhed

Nu kan du holde fest med Tidals nye funktion

Ny funktion i Tidal gør det muligt at dele, hvad du lytter til – men kun med andre betalende brugere

Streamingtjenesten Tidal er måske ikke den største, du kan finde, men den er stadig meget populær, og den eksperimenterer konstant med spændende funktioner i sin app.

Den nyeste, der oprindelig havde fået navnet DJ, men som endte med at hedde Live, gør det muligt for HiFi og HiFi Plus-abonnenter at dele det, de lytter til, i real-tid - med andre betalende brugere, altså.

Funktionen skulle være let at bruge: Alt, du behøver gøre, er at dele et link til andre, der gerne vil lytte med, og så kan du for alvor lege DJ og servere din favoritmusik.


Naturligvis kan du ikke lave samme små tricks, som en ægte DJ kan, for eksempel med at scratche og mikse musikken – du må "nøjes" med at afspille numrene, som de findes på Tidal.

Allerede nu er Tidal godt i gang med at bruge funktionen sammen med kunstnere, såsom Allesso, Aluna og Diplo, der alle afholder livesessioner i blandt andet USA, England, Brasilien, Tyskland og Polen.

Live-funktionen er klar på Android og iOS, og skulle virke sammen med over 100 millioner numre. Men som sagt – du skal være betalende abonnent for at bruge funktionen.


Der er også en anden lille begrænsning på Live. Du kan kun bruge den på AAC-numre, og numre i højere kvalitet kan ikke afspilles via den nye funktion. Du skal også lytte i det land, du er registreret i, så hvis du bruger Tidal på rejsen, så kan du ikke bruge Live-funktionen, før du er hjemme igen.

LÆS OGSÅ: Nyt headset lover maksimal komfort uden at koste en formue

ANNONCE