Nyhed

ONE NIGHT ONLY: Burhan G og Sivas giver fælles koncert

”Der kommer til at blive fortolket på hiphop og r&b på en vanvittig måde"

Der er lagt op til en helt særlig aften i KB Hallen i København den 29. december 2023. Her vil to af dansk pops tunge navne nemlig give en enkeltstående, fælles koncert - med mulighed for prominente gæster på scenen. Begge solister vil blive bakket op af Burhan Gs liveband. Det forlyder i en pressemeddelelse.

”Der kommer til at blive fortolket på hiphop og r&b på en vanvittig måde, koncerten kommer til at kræse om det soniske. Publikum inviteres til en aften på musikkens præmisser”, udtaler Burhan G., som i år kan fejre 20 års jubilæum for sin selvbetitlede debutsingle fra 2003. Han tilføjer:

”Jeg glæder mig til at fejre livet, rejsen og til at dele scene med en person, som jeg ved også har ofret meget - vi har begge to trodset reglerne. Jeg glæder mig til at fejre, at vores musik er kommet så langt - og det vil vi gerne dele med vores fans. Jeg lover jer, at det bliver en festaften. Det bliver en aften,
som man ikke vil gå glip af. Koncerten ligger mellem jul og nytår, og det bliver festen, man altid har hungret efter i netop denne periode,” lyder det fra Burhan G.


Også aftenens anden hovedperson, Sivas, har en rund fødselsdag at fejre i 2023. Det er nemlig 10 år siden, han udgav sin gennembrudssang "d.a.u.d.a." Også han glæder sig gevaldigt til den særlige koncert, som afvikles under den dækkende overskrift One Night Only.

”Jeg har set op til Burhan i mange år, ikke kun musikalsk, men også fra et menneskeligt aspekt," udtaler Sivas, der ligesom Burhan G er vokset op i Brøndby Strand på den Københavnske Vestegn. Han uddyber: 

"Han har været et stort forbillede for mig, og i mine øjne er han en af de største kunstnere, Danmark har haft. Derfor bliver det en stor ære at dele scenen med ham, og vi har begge talt om, at vi skal levere et show, som vil blive husket. Jeg glæder mig til at dele oplevelsen med jer alle.”


I sommeren 2022 medvirkede både Burhan G og Sivas på et nyt remix af det 22 år gamle Outlandish-hit "Walou." I øjeblikket er de atter i studiet sammen for at arbejde på ny musik, og "derfor kan det ikke udelukkes, at der er flere fælles udgivelser på vej," som det hedder i pressemeddelelsen i forbindelse med den forestående koncert.

Billetter sættes til salg via Livenation.dk torsdag den 20. april klokken 10.00 og et døgn senere via Ticketmaster.dk. De koster 425 kroner plus gebyr.

Burhan G i nyt afsnit af podcasten Ildsjæl: Hiphoppen var min første kærlighed


ANNONCE