Nyhed

PREMIERE: Aarhusianske iomfro holder fest på badeværelset i ny musikvideo

Projektet iomfro vokser med endnu en single og en ny musikvideo

Aarhusianske Alma Kjær Agergaard – der går under kunstnernavnet iomfro – har været på GAFFAs radar, siden hun udgav debutsinglen ”Ægte kvinde” i 2021. Hun har siden da udgivet fem singler, hvor den seneste ”9 år” kom i oktober 2022. I morgen er iomfro klar med sin nye single ”Weekend”, og her på GAFFA er der i dag eksklusiv premiere på den dertilhørende musikvideo.

Det er ikke en hvilken som helst weekend, iomfro (den jyske udtale af jomfru) besynger på den nye, dansable single. I en pressemeddelelse formuleres det sådan, at der snarere er tale om en ”hjemmeweekend med reality-tv, deep-stalking og pasta i sengen” fyldt med ”overtænkning, nyhedsindtryk og ekstreme følelser”.

Den nye single er – fuldstændig tro mod resten af diskografien – akkompagneret af en musikvideo. Her finder man iomfro, der har trukket sig ud på toilettet til en privatfest, mens de andre gæster har sat hverdagen på pause og nyder både beer-pong, limbo og fællessang.


For netop et år siden stillede iomfro op til et interview med GAFFA, hvor den også journaliststuderende kunstner fortalte om iomfro-projektet:

- Det er ekstremt vigtigt for mig, at projektet ikke får lov til at bukke under for det kasse-system, som musikbranchen i mange, mange år har beroet på. Det er på tide med et opgør, for kunsten og musikken kan jo kun være gaven, der bliver ved med at give, hvis vi støtter op om, at den altid er flydende, mangfoldig og har rygende forskellige udtryk, fortalte Alma til GAFFA.


Indtil videre er de seks singler fra iomfro samlet på to ultrakorte ep’er: føler for meget I og føler for meget II. Succesen har blandt andet ladet iomfro optræde som opvarmning for Soleima på Train i 2022, hvor Soleima var mødt op for at optræde med sine nye dansksprogede sange. Her lød det fra GAFFAs anmelder:

”Iomfro kan selv en hel del, og hun er givetvis et af morgendagens store talenter, som jeg sagtens kan høre på i meget mere end 25 minutter. Hold øje med hende!”

LÆS OGSÅ: IOMFRO-INTERVIEW: Med et enestående talent for at leve i nuet


ANNONCE