Det særegne Seattle-band deler plakat med lydkunstneren Kali Malone ved dansk koncert til september
Det er efterhånden 25 år siden, Sunn O))) blev dannet i Seattle, Washington. Siden har gruppen - som er centreret omkring de to guitarister Stephen O'Malley og Greg Anderson besøgt Danmark ved flere lejligheder, herunder Roskilde Festival i 2005, Lille Vega i 2010 og den Grå Hal på Christiania i 2013. I 2018 besøgte Stephen O'Malley desuden Aarhus-spillestedet Radar.
Nu har Sunn O))) så annonceret endnu en koncert herhjemme - nærmere bestemt Konservatoriet Store Sal i Købehavn, hvor de giver koncert den 11. september 2023. På plakaten er også den ligeledes amerikanske lydkunstner og komponist Kali Malone. I en pressemeddelelse hedder det blandt andet om koncerten.
"Når amerikanske Sunn O))) vender tilbage til koncertaspektet af deres virke og København, bliver det i skikkelse af bandet i dets mest brutale form. Nemlig Sunn O)))’s to notorisk kutteklædte kernemedlemmer og innovator-guitarister: Stephen O'Malley og Greg Anderson aka Shoshin Duo - nedsænket i dybe droner, rørforstærkning, spektral harmonik, forvrængning, ur-riffs og massivt tunge strukturer blottet for rytmik," hedder det i pressematerialet, som også forklarer, hvad publikum kan forvente af opvarmningsnavnet:
"Aftenen indledes af Kali Malone som fremfører sin komposition "The Sacrificial Code" på
Konservatoriets koncertorgel - et af Europas største med næsten 8000 piber. Koncerten inkluderer
yderligere akkompagnement af Stephen O'Malley, når værket kræver fire hænder."
Sunn O)))'s seneste studiealbum er Pyroclasts fra 2019. Sidste år udkom livealbummet Metta, Benevolence BBC6 Music: Live on the Invitation of Mary Anne Hobbs, hvor bandet får selskab af svenske Anna Von Hauswolff. Billetter til koncerten i København den 11. september koster 369 kroner og kan købes her.
Doom-duo begraver gæstevokalist levende for at opnå den rette grad af uhygge