Nyhed

TAKNEMMELIGE DØDE: Bob Dylan overrasker med covernumre på aktuel turné

Legenden har hyldet Grateful Dead med flere covernumre i Japan de seneste par uger

Tidligere på måneden indledte 81-årige Bob Dylan den japanske del af sin aktuelle verdensturné i kølvandet på hans seneste studiealbum, Rough & Rowdy Ways (2020). På turnéen - som besøgte København i september - optræder Dylan med en fast sætliste, som byder på næsten hele albummet samt udvalgte udpluk fra det enorme bagkatalog.

De seneste par uger har der imidlertid sneget sig overraskelser ind i sætlisten hos den evigt uforudsigelige Dylan, som i øvrigt vender tilbage til Europa til sommer for at give koncerter i Spanien, Italien, Schweiz og Frankrig.

De uventede afvigelser fra den veletablerede sætliste begyndte i Tokyo den 12. april, hvor Dylan og bandet i koncertens sidste del pludselig spillede en version af Grateful Deads "Truckin'" fra 1970-klassikeren American Beauty.


Da Dylan to dage senere atter gik på scenen i Tokyo Garden Theater var den skiftet ud med "Brokedown Palace" (fra samme album), som dog blev afbrudt midtvejs.

Siden har Dylan spillet begge sange - i fuld længde - og suppleret med en version af "Not Fade Away"; en sang, som blev et hit for Dylans ungdomshelt Buddy Holly og siden er blevet flittigt fortolket af blandt andre The Rolling Stones - og Grateful Dead.


Ved Dylans hidtil seneste koncert, i Nagoya i torsdags, smed han så endnu en trumf i form af sangen "Only a River." Den udkom oprindelig på Grateful Dead-medlemmet Bob Weirs soloalbum Blue Mountain i 2016 og er skrevet af Weir i samarbejde med Josh Ritter. "Jeg er målløs," skrev Ritter efterfølgende på Twitter.

KLASSIKEREN: Pragtopvisning i psykedelia og stilsikker americana

ANNONCE