Nyhed

50 ÅR EFTER: Agnetha Fältskog fra ABBA klar med nyt album - hør første single her

Den 73-årige svenske poplegende har genfortolket ti år gammelt album og føjet en enkelt helt ny sang til

I foråret 2023 var det nøjagtig halvtreds år siden, svenske ABBA udgav deres debutalbum Ring Ring. Nu er gruppens ene fjerdedel, Agnetha Fältskog, så klar med et helt nyt album, som udkommer 13. oktober og indvarsles af en ny single, der udkommer i dag og kan høres herunder.

Der er tale om en nyfortolkning af Fältskogs 2013-udspil A. Det nye album har fået titlen A+ og er ligesom det oprindelige album skabt i samarbejde med sangskriver og producer Jörgen Elofsson, som også har leveret materiale til internationale stjerner som Cèline Dion, Britney Spears, Kelly Clarkson og Westlife.

"For et par år siden hørte jeg en af sangene fra mit seneste album A blive spillet i radioen. Jeg har mange skønne minder fra at have lavet det album, så jeg kunne ikke lade være med at smile – tiden flyver," udtaler Fältskog i en pressemeddelelse i forbindelse med udgivelsen. Hun uddyber:


"Pludselig tænkte jeg; hvordan ville albummet have lydt, hvis vi havde lavet det i dag…? Jeg kunne ikke slippe denne tanke, så jeg rakte ud til dem, der producerede A i 2013 – 'hvad siger I til at genfortolke A og lave en helt ny version af det?' De var vilde med idéen! 'Lad os gøre det!'," fortæller Fältskog og tilføjer:

"Efter et stykke tid hørte jeg de første genfortolkninger, og jeg må bare sige, at jeg elskede det. Det lød så friskt og moderne, bedre end jeg overhovedet kunne forestille mig! Vi navngav albummet A+ og som prikken over i’et indspillede vi en helt ny sang! Og den vil være det første, I hører fra mig. Nu glæder jeg mig bare til at høre, hvad I synes om den! Jeg håber I kan lide den lige så meget, som jeg kan!," skriver den svenske poplegende. 


STORT ABBA-INTERVIEW FRA 2018: – Det var utroligt, hvor godt det føltes at blive genforenet

ANNONCE