Rap og rettighedsfokus er temaet for endagsfestivalen Re:Claim som afholdes til september
Guldbergsgade er lige nu en helt almindelige gade på Nørrebro i København. Men den 2. september danner gaden ramme for en endagsfestival fyldt med hiphop og fokus på menneskerettigheder.
Re:Claim Festival er et led i projektet Re:Act – et samarbejde mellem Rapolitics, Institut for Menneskerettigheder og Roskilde Festival.
Til Re:Claim Festival går rappere og hiphopartister på scenen og spiller i menneskerettighedernes tegn. Festivalen byder på et blandet program med rap-koncerter, freestyle-shows, DJ-acts samt paneldebatter.
Med festivalen håber arrangørerne på både at kunne give gæsterne en mindeværdig musikoplevelse, og samtidig gøre dem klogere på menneskerettigheder – og ikke mindst hvorfor de er vigtige at kæmpe for.
Blandt de optrædende er blandt andet Karen Mukupa og Tarick.
Karen Mukupa var i 90’erne en del af hiphop-reggae duoen No Name Requested, som udover Mukupa også bestod af nu afdøde Natasja Saad. Sidenhen har Mukupa udgivet en række albums – senest Bonobo, som udkom i maj og er sangerens første dansksprogede album. Albummet blev anmeldt af GAFFAs Henrik Bæk, som gav det fem stjerner.
”Hvis man spørger musikbranchen, har Karen Mukupa med sine 50 år sikkert for længst overskredet sidste salgsdato, og hun kunne for den sags skyld godt være mor til mange af de unge artister, der topper histlisterne i dag, men heldigvis lader det ikke til at få Mukupa til at gå på kompromis med sin musikalske berettigelse – tværtimod,” hed det blandt andet i anmeldelsen.
Tarick spillede i juni på Roskilde Festivals open air-scene Eos, som blandt andet præsenterer musikbranchens nye navne. Hans musik har rødder i moderlandet Tanzania og blander afrobeat med elementer af moderne trap og r&b.
Re:Claim Festival er gratis og finder sted fra kl. 14.00-22.00 efterfulgt af en efterfest på spillestedet RUST.
Det fulde program til Re:Claim lyder som følger:
- Karen Mukupa
- Pede B (solo)
- Kaka
- Mund De Carlo
- Tarick
- KaSer
- Konform
- Elijah Kashmir
- Manus Bell
- Naija Gyal
- Malloh & Ajay7
- DJ MOF!YAH
- DJ Jones
- Menneskerettighedstaler af Munni ”MunniMouse” Chowdhury, William Korte og Nafisa Fiidow
- Freestyleshow: Elias Ben Afia, Den Lette Gade, AkaPelle og Conradi.