JBL Quantum TWS Air er rettet mod den mobile gamer, og lover høj præcision i lyden
Gaming er ikke længere noget, der kun finder sted foran computeren, laptoppen eller konsollen. Vi er blevet mobile, også når vi gamer, men vi vil stadig have den gode lyd med os. Det nye headset, JBL Quantum TWS Air lover at opgradere lydoplevelsen for den mobile gamer, uanset om du spiller på en bærbar konsol eller på mobilen - bare ikke, hvis det er på en Xbox altså.
I pressemeddelelsen fortæller JBL, at det nye helt trådløse headset, skulle levere ’dybdegående surround sound med minimal forsinkelse og høj præcision.’
De fortæller også der er batteri nok i headsettet til omkring 8 timers spil, og yderligere 16 timers strømforbrug i etuiet. Det lille headset har fået 6,8mm drivere, der skulle være med til at levere den gode lyd, hele vejen rundt om brugeren – hvilket igen sikres med JBLs egen QuantumSurround.
Hvis du har en bærbar konsol, kan du tilslutte den medfølgende trådløse 2,4GHz usb-c-dongle, hvilket skulle sikre lav latenstid – alternativt bruge Bluetooth-forbindelse til din smartphone. Det skulle stadig sikre god lyd, om end du ikke være sikker på en latensfri lydoplevelse så.
Med JBL Dual Source-teknologi kan du oprette forbindelse via din dongle på konsollen eller pc'en og Bluetooth-enheden på samme tid, så du kan skifte fra lyd i spillet til indgående opkald. Derudover sikrer fire mikrofoner og TalkThru-funktionen krystalklar kommunikation overalt - uden behov for at fjerne dine øredutter.
Det er ikke et specielt dyrt headset: Du slipper med omkring 800 kroner, hvis du vil investere i det.