GAFFA er tilbage på festivalen, som ikke er som de andre. Her fejrer Allinge-drengene deres gode idé i en fest, der er alle bornholmeres, samt alle dem, der har klippeøen som mantra
Det er et rekordår. Og nej, jeg taler ikke om vejret, eller mængden af vindere i sporten, som er for Bornholm, hvad cykling er for franskmænd. Svaret er i øvrigt: VM i hønseskidning.
Det er sporten, hvor du tegner 100 nummererede felter med kridt på jorden, lader en fugl stå der omgivet af opildnende mænd, mens indsatserne flyver, og når det skræmte dyr i ren panik lægger den første klat, har vi en vinder.
Men nej, det handler heller ikke om det. Ligesom de idyllisk græssende køer og får på skråningerne nedenfor borgruinen Hammershus heller ikke signalerer tyrefægtning eller del 28 af Fangerne på Fortet.
Vi er tværtimod på Wonderfestiwall, som er et årligt fænomen, der startede i 2008, da en gruppe Allinge-drenge kedede sig og ville plante deres egn effektivt på det kulturelle Danmarkskort. Og det har de så sandelig gjort med bravur. For i år er der ny rekord med lige i underkanten af 10.000 betalende gæster. Til en festival, som startede med en stribe paller som scene samt en ølvogn og nogle aktive unge, som tog turen rundt til hoteller og handlende for at få hjælp til opstarten.
I dag er Wonderfestiwall et fænomen, der flugter med det årlige Folkemødet, som man også har samarbejdet med i mange år, for det underfulde ved Wonder, som festivalen kaldes i daglig tale, er, at de unge – som nu for den oprindelige gruppes vedkommende er over 30 – fortsat arbejder frivilligt, og alt overskud går til ungdomsarbejde på Bornholm. Ja, man kan sige, at Wonder er a way of life for mange og skaber fællesskaber i en grad, som man sjældent har set på Bornholm.
First things first: det underlige navn. De unge kids var fans af Oasis og ikke mindst af sangen ”Wonderwall”. Det finder du ud af, hvis du tager til festivalen, for så afsynges den nemlig rituelt af alle som afslutning på de tre dage sent på natten om lørdagen. Det er et must, også selv om Noel Gallagher også i år glimrer ved sit fravær. Det må komme næste år. Selv om jeg personligt foretrækker lillebror.
Selve festivalen har ført et lidt omtumlet liv. Først boede vi ovre i selve Slotslyngen og siden ved den idylliske Opalsø, som ligesom så meget på Hammeren er et sprængt tidligere granitbrud. Men de sidste fem-seks år har festivalen sit faste sted, som ligger lige over for den ikoniske slotsruin med tre scener, hvor musikken så veksler. Den største scene ligger på toppen og hedder Ankermyr og er opkaldt efter et lille vandhul inde i skoven bag scenen. I år er der et væld af gode navne, hvor toppen nok er Thomas Helmig, som spillede i går og var konge, Jung, som også spillede i går, Tobias Rahim, som kommer i aften og dertil navne som Gilli, Magtens Korridorer, Saveus, Pil og ikke mindst Scarlet Pleasure, som lukker og slukker i morgen aften.
Men…I får mere i morgen. Jeg skal på Wonder nu for at se Fraülein, som er første band fredag. Vi ses!
LÆS OGSÅ: Levende livlige Lamin tændte festen
