Nyhed

SÅ BLEV DET AFGJORT: her er vinderne af DMA Blues 2023

Onsdag skulle der overrækkes priser til DMA Blues 2023 – se hvem der vandt statuetterne

Onsdag aften blev dette års DMA Blues afholdt i Ridehuset i Randers. Til arrangementet var der fem priser i spil. Det drejede sig om de tre DMA-statuetter ”Blues liveprisen,” ”Årets danske bluesudgivelse” samt ”Ud af det blå”-prisen, som tildeles et navn der har gjort sig særligt bemærket med et nyt eller anderledes take på bluesmusikken.

Derudover var der priserne ”Årets Hoochie Coochie Man/Woman”, som hylder to ildsjæle for deres arbejde på den danske bluesscene.

Aftenens vindere blev:


Blues liveprisen: Thorbjørn Risager & The Black Tornado

Årets danske bluesudgivelse: Thorbjørn Risager & The Black Tornado - Navigation Blues

Ud af det blå-prisen: Katrine Schmidt


Årets Hoochie Coochie Man: Laust ‘Krudtmejer’ Nielsen

Årets Hoochie Coochie Woman: Sahra da Silva

Om vinderen af Blues liveprisen lød det blandt andet:


”Thorbjørn Risager & The Black Tornado er blandt landets førende roots-rockere og har i løbet af de sidste 20 år opbygget deres position på både den nationale og internationale blues-scene. Deres koncerter er højenergiske, og Risagers stemme er lidt af en naturkraft i sig selv. Man kan ikke undgå at blive bidt af den vaskeægte blues-stemning, når Risager og band er på scenen.”

Den kvikke læser har måske bemærket, at Thorbjørn Risager & The Black Tornado også var vinderen af prisen Årets danske bluesudgivelse for albummet Navigation Bluesjuryen. ”Et stærkt udspil som både er blevet noteret herhjemme og i udlandet," lød det blandt andet i bedømmelsen.

Årets Hoochie Coochie Woman-vinder blev Sahra da Silva, som også var aftenens konferencier. Om hendes arbejde for bluesmusikken lød det:


”Sahra har et imponerende publikumstække og et musikalsk overskud. Hun har spillet med de største navne herhjemme. Hun har repræsenteret Danmark ved European Blues Challenge her i sommer. Og i aften udfylder hun rollen som konferencier. Hun er i det hele taget et blåt es og en stærk kvindelig ambassadør for den danske blues”.

Udover prisoverrækkelserne kunne publikum også opleve tre forskellige bluesinspireret optrædener. Trioen Twangs gav et blåfarvet take på amerikansk folkemusik, mens Kira Skov Trio lavede en musikalsk hyldest til Billie Holiday. Ikke mindst tog Pay Day med Oscar Mukherjee i front publikum med på en rejse gennem blueshistorien.

Danmarks bluesband nr. 1 sparker amerikanske døre ind


ANNONCE