Icona Pop udgiver snart deres første album i ti år – og fylder ventetiden ud med en endnu en forsmag
I weekenden gjorde Caroline Hjelt og Aino Jawo, bedre kendt som Icona Pop, dansk comeback, da de spillede til AiaSound festival. GAFFAs anmelder Adam Bouttai var til stede, og kvitterede med to stjerner til duoen bag pophittet ”I Love It”.
”Icona Pops ikoniske popnummer ’I Love It’ leveres som sætlistens eneste med live-vocal. Første-fraserigen fejler – alle andre sidder i skabet. Folet flokkes til fra teltdugene og entrerer et drop, der virker som om det ikke kommer længere op end andet gear,” hed det i anmeldelsen.
I dag slipper Icona Pop så den sidste single fra albummet Club Romantech – duoens første i ti år. Nummeret hedder ”Fall In Love” og i en pressemeddelelse fortæller Icona Pop om tankene bag den nye single:
”’Fall In Love’ handler om det øjeblik, hvor du falder for nogen SÅ HÅRDT, at det føles som at løbe direkte ind i en mur. Du slipper fodfæstet og evnen til at rette opmærksomheden andre steder hen. Lydmæssigt er det et slags eksperiment af vores poppede side, hvor vi forsøgte at mixe en super skarp tekst med en melodi, som lyder som en sampling, selvom det er os, der synger.”
Icona Pop har siden februar delt smagsprøver ud på deres kommende album. ”Fall In Love” er den femte single i rækken, inden hele albummet udkommer 1. september.
Club Romantech blev født under coronapandemien, hvor duoen solgte deres fælles hjem i L.A. og flyttede hjem til Stockholm. Ifølge Icona Pop var det i studiet "hvor det hele engang begyndte," at omgivelserne fremkaldte en nostalgi, som fik dem til at genopdage deres elektroniske og alternative rødder på ny.
"Vi lufter alle vores problemer og al vores stress i vores musik. Men vi elsker også at gemme det i opløftende sange, som du kan danse til. Det var en meget følelsesladet proces at skrive den her plade, og alt er indfanget i sangene," lyder det fra Aino Jawo.
Sidst Icona Pop var albumaktuelle, var med debutalbummet This Is … Icona Pop fra 2013. Dengang blev det til tre stjerner fra GAFFAs anmelder.
”Debutalbummet fra de svenske poptøser skal bestemt ikke tages alvorligt. Tværtimod skal du glemme alt om dine bekymringer og dine kunstneriske forventninger til albumsammenhæng og bare danse til Then We Kiss’ hæsblæsennde kazoo-melodi,” lød det fra anmelder Simon Nathanael.
Skandinaviske kunstnere i opråb om den pilrådne overgrebskultur